Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jesuiter - Jesuiterskoler - Jesuiterstil - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lesuiter
stedse større Tilbøielighed til at grunde en
selvstændig politisk-hierarkisk Magt samt til at skaffe
sig Herredømmet over Verdenshandelen frem hos
Ordenen. Jesuiterne fik snart Fiender baade blandt
de andre geistlige Ordener, der misundte dem
deres Privilegier, og blandt den dannede
Almenhed, hvor Hadet til dem især steg ved deres
Deltagelse i de jansenistiske Stridigheder. Deres
Moral blev Gjenstand for skarpe og velberettigede
Angreb (saaledes af Pascal i hans „Lettres
provinciales“, 1666), og deres Indblanding i de
politiske Forhold medførte tilsidst deres Fald. I
Portugal, hvor de først havde faaet Fodfæste,
foretoges ogsaa de første effektive Skridt mod dem;
Ministeren Pombal, som arbeidede med omfattende
Reformplaner, hemmedes af dem i alle sine
Bestræbelser og udvirkede derfor tilsidst deres
Udvisning af Portugal og deres Godsers Inddragelse
1759. I Frankrige havde Ordenen en Fiende i
Choiseul, der satte dens Ophævelse igjennem, efterat
Generalen, Lorenzo Ricci, havde afslaaet enhver
Forandring i dens Forfatning med de bekjendte
Ord „Sint, ut sunt, aut non sint“ („De skal være,
som de er, eller ikke være“). Nu fulgte deres
Fordrivelse ogsaa fra Spanien, Neapel, Parma og
Malta 1767, hvorefter endelig Pave Klemens den
fjortende 1773 ved en Bulle dekreterede Ordenens
almindelige Ophævelse. Kort efter døde han, som
det almindelig antoges forgivet af Jesuiterne.
Disse blev imidlertid kun fra Spanien og
Portugal helt fordrevne, medens de i andre katholske
Lande havde Lov til at opholde sig som
Privatmænd. I Ruslands polske Provinser vedblev de
som Gjenstand for fuldkommen Tolerance og valgte
endog 1782 en ny Generalvikar der, trods
Ophævelsesbullen. I selve Rusland var de blevne
udviste allerede 1719, senere igjen paany 1817, og
1820 ophævedes deres Orden der ved en egen
Ukas. Trods alt vedblev dog Ordenens
Medlemmer at staa i indbyrdes Forbindelse; de
samlede sig til Ordener af andre Navne, men med
aldeles lignende Program, og begunstigedes
aabenlyst af Pave Pius den sjette. Pius den syvende
gjenoprettede Ordenen i al Stilhed paa Sicilien
1804 og udstedte efter Napoleons Fald 1814
Bullen „Sollicitudo omnium“, hvorved den
erklæredes for fuldstændig gjenoprettet. Allerede s. A.
indviedes i Rom et nyt Jesuiternoviciat. Frans
den første af Østerrige vilde intet have at bestille
med Ordenen i sine Stater; Prinsregenten af
Portugal og Brasilien nedlagde Protest, hvorimod
Ferdinand den syvende i Spanien 1815 indsatte
Jesuiterne i alle deres Rettigheder. I Frankrige
blev Ordenen under Restaurationen kun taalt, og
efter Julirevolutionen 1830 ophævedes den der
for alle Tider. Alligevel vedblev den at existere
i Frankrige, ligesom den vidste at indsnige sig i
Portugal og paa fl. St. I Schweiz oprettedes
1818 et Jesuiterkollegium i Kanton Freiburg, og
Jesuiterne vandt ogsaa Fodfæste i flere andre
Kantoner; dette førte 1847 til
„Sonderbundskrigen“, som medførte deres Fordrivelse. Under
Pave Pius den niende fik den i alle katholske
Lande opdukkende ultramontane Reaktion en mægtig
Støtte i Jesuiterne, som viste sig sin Fortid
fuldkommen værdige. Ved det paa det vatikanske
Koncil 1869—70 fastslaaede Ufeilbarhedsdogme fik
Jesuiterne en overordentlig Magtudvidelse. — Ved
Begyndelsen af 1877 talte Ordenen 9,546
Medlemmer, fordelte i 5 „Assistentser“, Italien,
Tyskland, Frankrige, Spanien og England. Fra
Frankrige blev Jesuiterne fordrevne ved
Martsdekreterne af 1880. Til Norge har de ifølge
Grundloven ikke Adgang.
Jesuiterskoler blev allerede kort efter
Jesuiterordenens Oprettelse indrettede for at skaffe Ordenen
Indflydelse blandt Ungdommen og ud af denne
rekrutere den med Individer, der var opdragne i
dens Grundsætninger. Da Jesuiterne 1577 havde
faaet Tilladelse til at uddele akademiske
Værdigheder, bemægtigede de sig inden kort næsten alle
katholske Universiteter. Antallet af deres Kollegier
var allerede 1574 125, og 1750 var det steget til 969.
1599 udgav Generalen Claudius Aqvaviva en
Undervisningsplan, som senere har været det stadige
Grundlag for Jesuiterskolernes Organisation. Den
bærer Titelen „Ratio et institutio studiorum
societatis Jesu“ og danner intet fast sammenhængende
System, men en Række særskilte Instruktioner. Den
Lærdom og Omhyggelighed, de jesuitiske Lærere til
alle Tider har udvist, har skaffet deres Skoler stor
Anseelse, paa samme Tid som man har kunnet paapege
nok af skadelige Følger af deres Virksomhed hos deres
Elever. Enhver fuldstændig Jesuiterskole omfattede
to Afdelinger, en for de høiere Studier (studia
superiora) og en for de lavere (studia inferiora).
I den høiere Afdeling lærtes i det første Kursus
Filosofi og Moral efter Aristoteles samt
Mathematik, i det andet Bibelkundskab, Hebraisk,
scholastisk Theologi og Kasuistik. Den lavere Afdeling
var delt i fem Klasser, tre „Grammatikalklasser“
en humanistisk og en Rhetorikklasse. Her lagdes
foruden paa Religionsundervisning næsten
udelukkende an paa at opnaa Færdighed i at læse, skrive
og tale Latin, med Cicero til Mønster og med
fuldstændig Tilsidesættelse af Modersmaalet. Elevernes
Kappelyst opmuntredes ved udsatte Belønninger og
ved Disputatser; Disciplinen var overordentlig
streng, og ethvert af Elevernes Skridt blev nøie
vaaget over, ja al deres Korrespondance blev
gjennemlæst. Hovedformaalet var at udvikle og skjærpe
Hukommelsen og opøve Tænkningen efter en
formel Logiks Regler. Dette opnaaedes ganske vist
ogsaa i høi Grad, men denne mekaniske
Aandsdressur dræbte for det meste alle Anlæg til dybere
og fordomsfri Tænkning. — Da Jesuiterordenen
1773 ophævedes, lukkedes ogsaa dens Skoler; siden
dens Gjenoprettelse er Skolerne der, hvor den har
faaet Indgang, igjen aabnede, dog i mange Maader
modificerede, uden dog alligevel at have tabt sit
Formaal af Syne, at opdrage Eleverne i
Jesuitismens Interesse.
Jesuiterstil, en Afart af Sen-Renaissancens
Bygningsstil, der fra Midten af det 17de Aarh.
navnlig er bleven anvendt af Jesuiterne i deres
Kirker og Klostre og udmærker sig ved en broget
og pragtfuld Ornamentation paa Bekostning af
Arkitekturens organiske Side.
Jesus Kristus (Jesus den Salvede, Messias),
den kristelige Religions Stifter, efter hvem baade
Kristendommen og de Kristne bærer sit Navn,
levede og virkede i Jødeland, hvor han omkring Aar
30 led Døden paa Korset under Pontius Pilatus.
Hans Person og fuldbragte Frelsesverk er
Midtpunktet i Kristendommen, den kristne Kirkes
Hovedhjørnesten. Thi dette er det eiendommelige ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
