Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan af Østerrige - Johan den bestandige - Johan Fredrik den første, den høimodige - Johan den anden, Kasimir - Johan den tredie, Sobieski - Johan den gode - Johan den milde - Johan den uforfærdede - Johan uden Land
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Johan den bestandige
Statholder i Nederlandene. Her underhandlede han
med de nederlandske Stænder og blev efter at have
udstedt det saakaldte „Edictum perpetuum“
anerkjendt af dem. Men Vilhelm af Oranien negtede
at underkaste sig og bevirkede, at han 1577
erklæredes for afsat. Da Alexander Farnese i
Slutningen af s. A. førte nye spanske Tropper til,
stillede Johan sig i Spidsen for disse og seirede
ved Gemblours 1578, men døde allerede s. A. af
en i Hæren udbrudt Pest.
Johan den bestandige, Kurfyrste af Sachsen,
f. 1467, d. 1532, Søn af Kurfyrst Ernst,
efterfulgte 1525 sin Broder Fredrik den vise. Strax
efter sin Regjeringstiltrædelse gjorde han ved sin
energiske Optræden Ende paa Bondekrigen; som en
ivrig Tilhænger af Reformationen og Ven af
Luther sluttede han 1526, da de Evangeliske truedes
med nye Forfølgelser, Forbund med Landgreve
Filip af Hessen og mødte paa Rigsdagen i Speier.
1528 lod han holde en almindelig Kirkevisitats i
sine Lande og var 1529 med at protestere mod
Beslutningerne paa Rigsdagen i Speier. 1530
overleverede han paa Rigsdagen i Augsburg den
augsburgske Konfession, arbeidede derpaa ivrig for at
istandbringe det schmalkaldiske Forbund og bevirkede
Afslutningen af den første Religionsfred i Nürnberg.
Johan Fredrik den første, den høimodige,
Kurfyrste af Sachsen, f. 1503, d. 1554, var Søn
af Johan den bestandige og efterfulgte ham
sammen med sin umyndige Broder Johan Ernst.
Som ivrig Protestant var han i den
schmalkaldike Krig de Evangeliskes Fører og kom i Strid
med sin Fætter Hertug Moritz af Sachsen, som
under Krigen erobrede de fleste af hans Lande.
Disse tog han vel tilbage, men blev af Keiseren
erklæret i Rigets Acht, beseiredes derpaa og toges
tilfange ved Mühlberg 1547, hvorefter han dømtes
til Døden. Dommen formildedes dog til Tab af
Kurværdigheden, som nu gik over til Moritz og
med ham til den „albertinske“ Linie. Johan
Fredrik holdtes derpaa i Fangenskab til 1552, gik siden
til Thüringen og arvede 1553 sin Broder Johan
Ernsts Lande.
Johan den anden, Kasimir, Konge i Polen,
f. 1609, d. 1672, var Søn af Sigismund den
tredie, indtraadte 1640 i Jesuiterordenen og blev
Kardinal, men overtog 1648 efter sin Stedbroder
Vladislavs Død den polske Trone. Han var en
svag Styrer, som var ligesaa uheldig ligeoverfor
de indre Uroligheder i Riget som mod sine ydre
Fiender. Han førte Krig med Sverige og
Rusland; med den første Magt sluttede han 1660 en
Fred, ved hvilken Polen tabte Øsel, Estland og
Størstedelen af Lifland; til Rusland gik ved Freden
i Andrussov 1667 Hvide- og Røderusland samt
Ukraine indtil Dnjepr tabt. Paa Grund af de
stedse tiltagende indre Uroligheder fandt Johan
Kasimir sig beføiet til 1668 at nedlægge Kronen;
han begav sig til Frankrige, hvor han af Ludvig
den fjortende fik flere Abbedier, og hvor han
opholdt sig til sin Død.
Johan den tredie, Sobieski, Konge i Polen,
f. 1624, d. 1696, var Søn af Kastellanen i Krakau,
Jakob Sobieski. Sammen med sin Broder Markus
besøgte Johan Frankrige, England, Italien og
Tyskland, vendte 1648 tilbage og indtraadte i den polske
Hær, som nylig havde ligget under for Russerne
og var bragt i en sørgelig Forfatning. Ved sin
overordentlige Tapperhed blev Johan snart
Polakernes Stolthed og gjorde sig i høi Grad frygtet
af Fienderne. 1665 blev han Kronens Stormarskal,
1667 Storfeltherre og Voivod i Krakau, og efterat
han 1673 ved Choczim havde seiret over Tyrkerne,
valgtes han 1674 enstemmig til Polens Konge.
Under sin Regjering viste han i Forbindelse med
andre ædle og gode Egenskaber den samme
Tapperhed som før; navnlig udførte han glimrende
Bedrifter 1683, da han undsatte og befriede det af
Tyrkerne beleirede Wien. Senere var han mindre
heldig mod Tyrkerne.
Johan (Jean) den gode, Konge i Frankrige,
f. 1319, d. 1364, var Søn af Filip den sjette,
som han efterfulgte 1350. Han var tapper, men
ubesindig og udygtig til at regjere; 1356 blev han
ved Maupertuis slaaet og fangen af den sorte Prins
og maatte 1360 afstaa Aqvitanien til England
samt forpligte sig til at betale en stor Sum. Da
han ikke kunde opdrive Pengene, blev han til sin
Død holdt i Fangenskab i England.
Johan den milde (ɔ: gavmilde), Greve af
Holsten, Søn af Gerhard den anden og
Enkedronning Agnes af Danmark, regjerede efter
Faderens Død 1314 sammen med sin Fætter Gert den
store, hjalp sin Halvbroder Kristoffer den anden
paa Danmarks Trone, men gjorde senere Krav
paa Femern, som han 1326, efter Kristoffers
Fordrivelse, fik til Len sammen med Laaland og Falster.
1329 hjalp han Kristoffer paa Tronen igjen og
fik nu Sjælland og Skaane i Pant; Skaaningerne
gjorde imidlertid Opstand mod hans Herredømme
og overgav sig til Magnus Smek, som 1332
afkjøbte Johan hans Panteret. Efter Valdemar
Atterdags Tronbestigelse kom alle de Lande, som
Johan havde erhvervet, tilbage til den danske Krone
undtagen Femern. Johan døde 1359.
Johan den uforfærdede („Sans-peur“),
Hertug af Burgund, f. 1371, d. 1419, Søn af Filip
den dristige, kjæmpede 1396 mod Tyrkerne og
efterfulgte sin Fader 1404. 1407 lod han Hertug Ludvig
af Orleans myrde og beherskede derpaa omtrent
hele Frankrige, indtil han dræbtes af Daufinens
Tilhængere paa Yonnebroen ved Montereau.
Johan uden Land, Konge i England, f. 1166,
d. 1216, yngste Søn af Henrik den anden, var
Faderens Yndling, men deltog dog i Opstandene
mod ham. Da den ældre Broder, Richard
Løvehjerte, som efter Faderens Død var bleven Konge,
holdtes fængslet af Hertugen af Østerrige, søgte
Johan i Forbund med Filip August af Frankrige
at bemægtige sig Tronen, hvilket dog ikke lykkedes
paa Grund af Biskopernes og Regentskabsraadets
Modstand. Efter Richards Hjemkomst forsonede
Johan sig med ham; Kongen døde dog allerede
1199, og nu lod Johan sig krone som Englands
Konge, trods den tidligere afdøde ældre Broder,
Gotfred, havde efterladt sig en Søn, Hertug
Arthur af Bretagne, som af mange ansaaes for
nærmere berettiget til Tronen. Arthur
understøttedes af Filip August af Frankrige, som 1202
gjorde et Indfald i Normandiet, men her lykkedes
det Johan at fange Arthur, som han derpaa,
efter hvad der sagdes, med egen Haand myrdede.
Nu faldt hans franske Vasaller fra, og inden kort
Tid havde han mistet alle sine Besiddelser i Frankrige
med Undtagelse af en Del af Poitou og Guienne.
Omtrent samtidig fik han ogsaa Strid med Pave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
