Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johanniterordenen - Johannot - John, Eugenie - Johnson, Gisle Christian - Johnson, Andrew
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Benediktinerordenens Regler; 1113 fik de af Pave Paschalis den
anden en egen Ordensforfatning og af Gotfred
af Bouillon m. fl. store Dotationer. 1118
omdannedes Munkeordenen til en geistlig
Ridderorden, idet Medlemmerne foruden de sædvanlige
Munkeløfter ogsaa maatte love at bekjæmpe de
Vantro. Ordenens Medlemmer deltes nu i tre
Klasser: de adelige Riddere, som bar Vaaben,
Presterne, som forrettede Gudstjeneste i
Konventkirkerne, og de tjenende Brødre, som var uadelige.
Ordenen fik snart Besiddelser i de fleste kristne
Lande, erhvervede sig store Rigdomme og
Forrettigheder og begunstigedes meget af Paverne.
Ordenens Klostre i Europa var dels bestemte til at samle
Penge til Krig mod Tyrkerne, dels til at tjene
som Forsørgelses- og Pleieanstalter. I
Skandinavien fandtes flere Johanniterklostre, deriblandt
i Norge Værne Kloster ell. Hospital (s. d.) samt
muligens Langseters og Hofvins (ved Oslo)
Hospitaler. Johanniternes tiltagende Rigdom
medførte imidlertid her som inden alle geistlige Ordener
en Slappelse og Korruption, der hindrede dem i at
opfylde sin Bestemmelse som det hellige Lands
Forsvarere. Efter Jerusalems Indtagelse af Saladin
forlagdes deres Hovedsæde til Ptolemais og 1291
derfra til Cypern, hvor Byen Limosso indrømmedes dem.
1309 indtog de Rhodos, hvor de nu etablerede sit
Hovedsæde, og efter hvilken Ø de ogsaa ofte kaldes
Rhodiserriddere. De blev gjentagne Gange
angrebne og beleirede af Tyrkerne, til hvem de
endelig 1522 nødtes til at overgive Rhodos. Efter
derpaa at have opholdt sig paa forskjellige Steder,
fik Ridderne 1530 af Karl den femte Øerne Malta,
Gozzo og Comino til Len paa den Betingelse, at
de stedse skulde kjæmpe mod de Vantro og mod
Sjørøverne samt give Øerne tilbage, hvis de
engang igjen kom i Besiddelse af Rhodos. Efter
sit nye Opholdssted kaldtes Ridderne nu
Malteserriddere. 1565 afslog de under sin Stormester
Jean de Lavalettes Anførsel et Angreb af Tyrkerne
og bevarede siden sin Selvstændighed lige til den
franske Revolution; da mistede de sine Besiddelser
i Frankrige, ligesom dette før paa Grund af
Reformationen havde været Tilfældet i England,
Nederlandene og Skandinavien, og 1798 indtog
Bonaparte paa sit Tog til Ægypten Malta, som
1800 erobredes af Englænderne. I disses
Besiddelse forblev Øen ogsaa efterat det ved Freden i
Amiens var blevet bestemt, at den skulde
tilbagegives Johanniterordenen. Den ved Maltas
Erobring fungerende Stormester, Hornpesch, nedlagde
1798 sin Værdighed, som derpaa ved Valg
overdroges Keiser Paul den første af Rusland. Denne
blev kun anerkjendt af faa, og nu begyndte de
fleste Stater, hvor Johanniterne endnu havde
Besiddelser, at inddrage disse. En efter Napoleons
Fald forsøgt Restauration af Ordenen lykkedes
ikke; dog er Ordenskapitlet under Forsæde af en
Stormester vedblevet at bestaa, siden 1834 i Rom.
En Gren af Ordenen existerer i Spanien. —
Den preussiske Johanniterorden, stiftet
1812, var oprindelig blot en for Adelige bestemt
Ordensdekoration, men omdannedes 1852 til en
Korporation for Sygepleie, hvilken har udfoldet
adskillig Virksomhed, bl. a. ved Pleie af Saarede
i den sidste tyske Krig.
Johannot (udt. Sjoanaa), François, fransk
Tegner og Lithograf, f. i Offenbach i
Hessen-Darmstadt af franske Forældre, gjorde samtidig med
Senefelder lithografiske Forsøg og grundede senere
en lithografisk Anstalt i Paris. — Hans Søn
Charles Johannot, f. 1783, d. 1825, var
Kobberstikker og leverede som saadan bl. a.
Illustrationer til Genoveva af Brabants Liv. — En
anden Søn, Alfred Johannot, f. 1800, d.
1837, var ogsaa Kobberstikker og leverede bl. a.
gode Illustrationer til Oversættelser af flere
engelske Digtere. Senere udstillede han med Bifald
romantiske Genremalerier. — De to
næstforegaaendes Broder Tony Johannot, f. 1803, d. 1852,
leverede som Tegner og Kobberstikker en lang Række
smukke og velkomponerede Illustrationer; ogsaa han
forsøgte sig med Held som Maler ved flere
Genre- og historiske Billeder.
John, Eugenie, tysk Forfatterinde under
Pseudonymet E. Marlitt, f. 1825, forsøgte sig en
Tid som Skuespillerinde, men nødtes af
Sygelighed til at forlade Scenen. Siden 1865 har hun
i „Gartenlaube“ offentliggjort en lang Række
Romaner og Noveller, som har vundet mange
Læsere paa Grund af den spendende Komposition og
den livlige Fremstilling, men hvis poetiske Værd
ikke kan sættes synderlig høit.
Johnson, Gisle Christian, norsk Theolog, f.
1822 paa Fredrikshald, blev Student 1839 og
theologisk Kandidat med Udmærkelse 1845. I de
to derpaa følgende Aar gjorde han med offentlig
Understøttelse en videnskabelig Reise til Tyskland,
hvor han især opholdt sig ved Universiteterne i
Berlin og Leipzig. Efterat Storthinget 1848
havde bevilget Gage til en ny Lærer i Theologi
ved det norske Universitet, udnævntes Johnson
1849 til Lektor i Theologien; 1860 blev han
Professor. 1855—74 var han tillige Lærer i
Pædagogik ved det med Universitetet forbundne
praktisk-theologiske Seminarium. Foruden ved sine
akademiske Forelæsninger, som 1849—74 væsentlig
behandlede den systematiske Theologi, senere
hovedsagelig Kirkehistorie, har han ogsaa ved populære
opbyggelige Foredrag og Bibellæsninger virket
meget for Udbredelsen af religiøs Sans og
Forstaaelse og Tilegnelse af Kristendommens Lære.
Sin Forfattervirksomhed har han fornemmelig
udøvet gjennem Tidsskrifter, navnlig „Theologisk
Tidsskrift for den norske Kirke, udgivet af den
theologiske Forening i det norske
Studentersamfund“, af hvis Redaktion han var Medlem
1846—57, og „Theologisk Tidsskrift for den
evangelisk-lutherske Kirke i Norge“, af hvilket han er
Medudgiver siden 1858. 1863—75 udgav han
derhos alene „Luthersk Kirketidende“ og 1864—71
ligeledes „Gammelt og Nyt, et Tidsskrift til
Oplysning og Opbyggelse for lutherske Kristne“.
1857 udgav han i Anledning af den Lammerske
Bevægelse „Nogle Ord om Barnedaaben“;
fortiden er han beskjeftiget med at udgive et
„Grundrids af den systematiske Theologi“, hvoraf hidtil
(Mai 1881) er udtommet 4 Hefter. Endelig maa
nævnes, at han 1854 var med at oprette
Foreningen for indre Mission i Kristiania og 1866
ligesaa den norske Lutherstiftelse; i begge disse
Foreninger har han senere været Bestyrelsesmedlem
og tildels Formand.
Johnson (udt. Dsjonsson), Andrew,
nordamerikansk Statsmand, f. 1808, d. 1875, fik i sin
Ungdom saagodtsom ingen boglig Undervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
