Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jolin, Johan Kristofer - Jolle - Jolly, Julius - Jolof - Jomard, Edme François - Jomelli, Nicolo - Jomfruen, et Stjernebillede - Jomfruen, Fjeldtop - Jomfruland - Jomini, Henri - Jomsborg - Jon Arnessøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jolin, Johan Kristofer, svensk Skuespiller og
Forfatter, f. 1818, blev 1843 Student i Upsala,
men opgav Studeringerne for at vie sig til Scenen
og debuterede 1845 i Stockholm under stort Bifald
i et af ham selv forfattet Lystspil „En Komedie“.
1846 fik han Engagement ved det kongelige Store
Theater, hvor han var ansat til 1868. I denne
Tid virkede han foruden som Skuespiller ogsaa
1849—56 som Theatrets „Literatør“ og fra 1857
som Forstander for dets Elevskole. Han indtager
med sine ca. 20 originale Arbeider samt sine
Oversættelser og Bearbeidelser for Scenen en
hæderlig Plads inden den svenske, forresten meget
fattige nyere dramatiske Digtning. Ogsaa nogle
Noveller og lyriske Digte har han udgivet.
Jolle, en mindre, aaben Baad, der hører til
et større Fartøi.
Jolly, Julius, tysk Statsmand, f. 1823,
studerede Retsvidenskaben, blev 1847 Privatdocent og
1857 extraordincær Professor i Heidelberg. 1861
indtraadte han i det badenske Indreministerium
og repræsenterede samtidig Heidelbergs Universitet
i Førstekammeret, hvor han snart gjorde sig
bemærket ved sin Veltalenhed, 1866 blev han
Indenrigsminister og 1868 Ministerpræsident, hvilken
Stilling han indehavde til 1876. Han arbeidede
ivrig for Tysklands Enhed og gjennemførte en
Række liberale Reformer. Efter sin Afgang som
Ministerpræsident overtog han Præsidiet i
Overregnskabsretten.
Jolof, Yolof ell. Wolof, d. e. de Sorte,
en Negerstamme paa Vestafrikas Kyst, mellem
Senegal og Gambia, dannede tidligere et mægtigt
Rige, som gik under i det 16de Aarh.
Jomard (udt. Sjomar), Edme François, fransk
Geograf og Arkæolog, f. 1777, d. 1862, besøgte
den polytekniske Skole i Paris og deltog 1798 i
Felttoget til Ægypten, hvor han tegnede og beskrev
gamle Monumenter. Efter sin Tilbagekomst 1802
ledede han i Baiern de topografiske Arbeider paa
den bøhmiske Grændse, deltog senere i Redaktionen
af det store Pragtverk over Ægypten og gik 1814 til
England for at gjøre arkæologiske Studier. 1821
udkastede han Statuterne til det franske geografiske
Selskab, blev 1828 Kustos ved det kongelige
Bibliotheks Kartsamling og 1839 Konservator ved den
samme Samling. Hans Skrifter omhandler især
Afrikas Geografi samt den ægyptiske Arkæologi.
Jomelli, Nicolo, italiensk Komponist, f. 1714,
d. 1774, uddannede sig i Neapel og optraadte 23
Aar gl. med sin første Opera. Paa denne fulgte
en Række andre, som gjorde hans Navn kjendt og
populært i Italien, og som skaffede ham
Ansættelse som Direktør for Konservatoriet i Venedig.
Herfra gik han efter at have skrevet de første af
sine kirkelige Kompositioner til Rom, hvor han
1749—54 var Kapelmester ved Peterskirken.
1754—58 var han Kapelmester i Stuttgart, hvor han
komponerede et stort Antal Operaer. Senere
levede han mest i Neapel. Hans Operaer
overgaar de fleste af hans samtidige Landsmænds ved
Kraft i det musikalsk-dramatiske Udtryk; ogsaa
hans Kirkemusik indeholder meget fortrinligt.
Jomfruen, et Stjernebillede, se Dyrekredsen.
Jomfruen (Die Jungfrau), Fjeldtop i Schweiz,
mellem Kantonerne Bern og Wallis, 13,200 F. høi.
Jomfruland, en ca. 1 Mil lang, temmelig
lav og smal Ø i Bratsberg Amt, udenfor
Kragerø. Paa Jomfruland staar et Blinkfyr af
2den Orden.
Jomini (udt. Sjomini), Henri, Baron,
schweizisk Officér, f. 1779, d. 1869, indtraadte i
Schweizergarden i Paris, blev under Revolutionen i Schweiz
1799 Oberstløitnant for Militsen i Waadt, blev
senere Kompagnon i et Handelshus i Paris og
dyrkede samtidig militærvidenskabelige Studier.
Efter at have offentliggjort en krigshistorisk
Afhandling blev han 1804 Neys Adjutant, 1805 Oberst,
var under Felttogene i Preussen og Polen
1806—07 Chef i Neys Stab og fulgte ham 1808 til
Spanien. 1811 udnævntes han af Napoleon til
Brigadegeneral, var med paa Toget til Rusland,
men gik 1813 af Forbitrelse over krænkende
Tilsidesættelser over i russisk Tjeneste, uden dog
derved direkte at modarbeide Frankrige og uden at
røbe de af Napoleons Krigsplaner, som han kjendte.
Han grundede Militærakademiet i Petersburg og
udfoldede en fremragende Virksomhed som
krigshistorisk Forfatter, hvilken han ogsaa fortsatte efter
1855 at have taget sin Afsked. Særlig fortjener
at nævnes hans „Revolutionens Felttogs Historie“
samt „Napoleons politiske og militære Liv“.
Jomsborg ell. Jom, Jumne eller Jumneta,
hos Saxo Grammaticus Julinum, i den
tidligere Del af Middelalderen en mægtig
Vikingekoloni af Nordboer i Venden i Nordtyskland (i
det nuværende Pommern), paa Øen Wollin
udenfor Oders Munding. Byen var efter Adam af
Bremens Beretning tidlig en af de vigtigste
Handelspladse ved Østersjøen, og her var endog græske
Kjøbmænd bosatte. Mest bekjendt er Byen og
Borgen som Sæde for Jomsvikingerne, et
Samfund af Krigere og Sjørøvere, hvis Stiftelse
tilskrives Palna-Toke (s. d.), og som udmærkede
sig ved sine strenge Love og Regler. Ingen maatte
optages i deres Samfund, naar han var ældre
end 50 eller yngre end 18 Aar; ingen af
Medlemmerne maatte give sig for nogen Smerte, vise
Frygt for noget eller vige for nogen, med hvem
han i Styrke og Rustning kunde maale sig. Ingen
Kvinde maatte komme ind i Borgen, og ingen af
dennes Beboere maatte uden Høvdingens
Tilladelse være fraværende længere end 3 Døgn.
Forøvrig synes Jomsvikingerne at have været en»
slags Leietropper, der for et Vederlag traadte i
Tjeneste snart hos den ene, snart hos den anden
Hevding. I Striden mellem den danske Konge
Harald Blaatand og hans Søn Sven Tveskjæg
holdt de med den første, som, da han af Sønnen
blev fordreven fra Riget, fandt et Tilflugtssted i
Jomsborg; senere førte Jomsvikingernes Høvding
Sigvald Jarl Sven Tveskjæg som Fange til
Jomsborg. Det var paa Foranledning af Sven Tveskjæg,
at Jomsvikingerne under Sigvald Jarls Anførsel
gjorde et Tog til Norge mod Haakon Jarl, som
imidlertid slog dem i Hjørungavaag paa Søndmøre.
Dette Nederlag bibragte Jomsvikingernes Magt et
føleligt Knæk, men de vedblev dog at existere, indtil
Jomsborg 1043 indtoges og af Magnus
den gode. — Jomsvikingernes Bedrifter fortælles i
den forresten meget upaalidelige
Jomsvikingasaga. Den er udgiven i 11te Bd. af
„Fornmanna-Sögur“.
Jon Arnessøn, Stamfader for den i det
11te Aarh. og senere mægtige Bjarkøæt, var Søn
af Arne Arnessøn (se Arnmødlingeætten). Ved sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
