Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julianus, Flavius - Julien, Stanislas Aignan - Julirevolutionen - Juliske Alper - Julius (Slægt i Rom) - Julius (Paver) - Jung, Jakob Friedrich Alexander - Jung, Joachim - Jung, Johann Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var Søn af Julius Konstantius, en Broder af
Konstantin den store. Da denne var død, lod hans
Sønner sine Onkler og øvrige Slægtninge dræbe,
men Julian og hans Broder Gallus forskaanedes
og opdroges paa et Slot i Koppadokien paa en
streng og munkeagtig Maade. Her fattede han en
stærk Uvlllie mod Kristendommen og en ligesaa
stærk Begeistring for den græske Digtning og
Filosofi, især Nyplatonismen. Ved hans Fætter Keiser
Konstantius den andens Gemalinde Keiserinde
Eusebias Gunst fik han 355 Anledning til at fortsætte
sine Studier i Athen; s. A. udnævntes han af
Konstantins til Cæsar, efterat Broderen
Gallus, som havde indehavt denne Værdighed, var
henrettet, og sendtes nu til Gallien for at
forsvare dette Land mod Germanernes Angreb.
357 slog han Alemannerne ved Argentoratum
(Strasburg), tvang derpaa Frankerne til at slutte
Fred og gik for at indjage Germanerne Skræk
tre Gange over Rhinen. I Gallien virkede han
ogsaa for Retspleiens og Finansvæsenets
Forbedring. 360 blev han af sine Tropper udraabt
til Augustus, og da Konstantius ikke vilde stadfeste
ham i denne Værdighed, brød han op fra Gallien
og kom neste Aar til Naissos i Møsien, hvor han
fik vide, at Konstantius var død. Han blev nu
anerkjendt som Keiser og skaffede sig megen
Popularitet ved at afskaffe flere Misbrug, lette
Skattebyrderne, indskrænke sin Hofstat osv. Han traadte
nu ogsaa aabent over fra Kristendommen til
Hedenskabet, viste Uvillie mod de Kristne og virkede for
Hedenskabets Gjenoplivelse. 363 gjorde han et Tog
mod Perserne og trængte over Tigris, men maatte
af Mangel paa Levnetsmidler trække sig tilbage og
blev paa Tilbagetoget overfaldt af Perserne,
hvorved han fik et dødeligt Saar. Julian var en
ædelt anlagt Natur, som imidlertid havde taget en
sværmersk Retning, idet han søgte at restituere det
græsk-romerske Hedenskab, som han ikke forstod havde
overlevet sig selv. Hans lærde Dannelse fremlyser af
hans Skrifter, af hvilke endnu nogle er opbevarede.
Julien (udt. Sjylieng), Stanislas Aignan,
fransk Orientalist, f. 1799, d. 1873, lagde sig først
efter Græsk og udgav 1824 Koluthos’s „Helenas
Rov“ med lærde Kommentarer, men begyndte
derpaa særlig at beskjeftige sig med Kinesisk og
opnaaede snart Ry som en af de grundigste Kjendere
af dette Sprog. 1832 blev han Professor ved
Collége de France, 1839 Konservator for den
østasiatiske Afdeling ved det keiserlige Bibliothek i
Paris og 1859 Administrator for Collége de France.
Han udgav en Række Oversættelser af Verker af
den kinesiske Literatur samt Skrifter om Silkeavlen
og Porcellænsfabrikationen i Kina.
Julirevolutionen, se Frankrige.
Juliske Alper, se Alperne.
Julius, Familienavn for en gammel patricisk
Slægt i Rom, som sagdes at nedstamme fra
Æneas’s Søn Julus (Askanios). Til den hørte
bl. a. Julius Cæsar (s. d.).
Julius, Navn paa tre Paver. — Julius
den første, romersk Biskop 336—52, blev paa
Synoden i Sardica valgt til Voldgiftsmand af
Athanasius’s Parti, paa hvilken Omstændighed
hans Efterfølgere paa den romerske Bispestol for
en Del byggede sine Krav paa Romerbiskopernes
Myndighed.— Julius den anden, Pave
1503—13, var mere fremragende som Kriger og
Politiker end som Geistlig. Han beskyttede Videnskab
og Kunst, men tilbragte forresten Størstedelen af
sin Regjeringstid med Kampe om Kirkestatens
Uafhængighed og Udvidelse. Han fordrev Cesare
Borgia, erobrede Bologna m. fl. Byer, lyste Hertugen
af Ferrara i Ban og dæmpede Urolighederne i
Florens; med Keiser Maximilian og Ludvig den
tolvte af Frankrige sluttede han 1508 mod Venedig
Liguen i Cambrai, men da Venedig havde
forsonet sig med ham og afstaaet ham nogle Byer,
forbandt han sig med Republiken samt med
Spanien, England og Schweiz til den „hellige Ligue“
mod Frankrige. Mod denne Magt, med hvilken
han personlig førte Krig, opbød han endog en
tyrkisk Hjelpehær. Det af Ludvig den tolvte og
Keiser Maximilian 1511 sammenkaldte Koncil i
Pisa lod han sprenge og fik derpaa selv 1512 et
andet Koncil istand i Lateranet. — Julius den
tredie, Pave 1550—55, er bekjendt for sit
udsvævende Levnet. Han blev 1536 Kardinal og gik
som Legat til Koncilet i Trient, hvor han ivrig
forfegtede de pavelige Interesser. Da han selv
havde besteget Pavestolen, aabnede han 1551
Koncilet i Trient, som dog allerede 1552 maatte
opløses. Han kom i Strid med Venedig om
Inkvisitionen og forhandlede med Nestorianerne om
en kirkelig Union.
Jung, Jakob Friedrich Alexander, tysk
Kulturhistoriker oa Filosof, f. 1799, studerede Theologi
og Filosofi i Berlin og Königsberg, i hvilken sidste
By han senere for det meste har levet. Han har
udgivet en lang Række Skrifter om literære og
sociale Gjenstande samt nogle Romaner.
Jung ell. Jungius, Joachim, tysk Lærd, f.
1587, d. 1657, studerede først Mathematik og var
1609—14 Professor i dette Fag i Giessen, lagde
sig derpaa efter Medicin og tog 1618
Doktorgraden i Padua, blev 1624 Professor i
Mathematik i Rostock og 1629 Rektor ved Johanneum
i Hamburg. Han var en skarpsindig Bekjæmper
af den scholastiske Filosofi og i flere Retninger en
Forgjænger for Leibniz; Botaniken skylder ham den
første nøiagtige Bestemmelse af Begreberne Slægt
og Art samt Begyndelsen til den botaniske
Terminologi.
Jung, Johann Heinrich, kaldt Stilling, tysk
Forfatter, f. 1740, d. 1817, var Søn af
fattige Forældre og skulde først blive Kulbrænder.
Senere lærte han Skrædderhaandverket og begyndte
efter at have opsparet sig en liden Kapital at
studere Medicin i Strasburg, hvor han bl. a. kom
i nær Berørelse med Goethe. Senere nedsatte
han sig som Læge i Elberfeld og udmærkede sig
især som Øienoperatør; 1778 blev han ansat ved
Kameralskolen i Lautern og udnævntes ved denne
Anstalts Forflyttelse til Heidelberg til Professor i
Landøkonomi der. 1787 blev han Professor i
Marburg, men vendte 1803 tilbage til Heidelberg,
Han havde allerede tidlig fordybet sig i mystisk
theosofiske Grublerier, som stedse vedblev at
beskjeftige ham, og som ved hans ædle moralske og
religiøse Personlighed fik et vist tiltrækkende Præg.
Af hans Skrifter er hans Fortælling om sit Liv
(„Heinrich Stillings Liv“ med Supplementet
„Heinrich Stillings Alderdom“) det værdifuldeste;
desuden kan nævnes „Theobald, eller Sværmerne“,
„Aandelærens Theori“, „Apologi for Aandelærens
Theori“ og „Scener af Aanderiget“, hvilke vakte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
