Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lyre - Lyrehale - Lyren - Lyrik, lyrisk Poesi, se Digtekunsten - Lyrskogshede - Lys (Aarsag til Synlighed). — Lysbrydning. — Lysets Varmevirksomhed, se Straalevarme. — Lysets kemiske Virkninger, se Fotografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lyre (Lyra), hos Grækerne og Romerne det
ældste Strengeinstrument, angives at være
opfundet af Guden Hermes, som dannede den af en
Skildpaddeskal. Strengenes Antal var vistnok i
Begyndelsen tre eller fire, men steg siden til syv og
mere. Fra Citheren (Kithara) skilte Lyren sig ved
at have en rund, dyb Sangbund og en mindre
krum Form, hvorfor den under Spillet ikke
stilledes opret, men holdtes mellem Knæerne.
Kitharaen tjente mest til kunstnerisk og gudstjenstligt
Brug, Lyren mere til privat og profant.
Lyrehale (Menura superba), australisk Fugl af
Sangfuglenes Familie, er af en Hønes Størrelse
og har temmelig lange Ben. Hannens Hale
udmærker sig ved to lange, 8-formig krummede
Styrefjer, som, naar de staar opret, giver Halen
et Udseende som en Lyre. Hunnen mangler denne
Prydelse. Fuglen synger smukt og er istand til
at efterabe mange forskjellige Slags Lyd.
Lyren, Stjernebillede paa den nordlige Himmel,
er kjendelig ved, at tre af dens Stjerner danner et
latinsk V, hvis Foreningspunkt er Stjernen Vega
(s. d.).
Lyrik, lyrisk Poesi, se Digtekunsten.
Lyrskogshede, Slette i Slesvig, hvor Kong
Magnus den gode 1043 med sin Hær af
Nordmænd og Danske seirede over Venderne, som havde
gjort Indfald i Danmark. Det berettes, at ikke
mindre end 15,000 Vender faldt i Slaget.
Lys, den objektive Aarsag til Gjenstandenes
Synlighed, der gjør disse Gjenstande mulige at
iagttage med Øine, som er i Besiddelse af sine
naturlige Evner. Man skjelner i Henseende til
Lyset mellem selvlysende og mørke Legemer; de
første har selv en Lyskilde i sig (saaledes Solen,
Fixstjernerne, brændende Legemer); de sidstnævnte
bliver kun synlige ved at oplyses, d. v. s. modtage
Lys fra et selvlysende Legeme og for en Del kaste
dette Lys tilbage. For Jorden er Solen
Hovedlyskilden. Man skjelner endvidere mellem
gjennemsigtige og ugjennemsigtige Legemer, af hvilke de
første slipper det paa dem faldende Lys gjennem
sig, medens de sidstnoævnte ikke slipper det
igjennem. Af Theorier om Lyset gives der flere,
blandt hvilke navnlig to er blevne mere udbredte,
nemlig Emanations- ell. Emissionstheorien
og Undulations- ell. Vibrationstheorien.
Den førstnævnte, som skriver sig fra Newton (1701),
antager, at Lyset bestaar af materielle, men
uendelig smaa og fine Dele, som med uhyre Hurtighed
udgaar fra ethvert selvlysende eller oplyst Legeme
og trænger ind i Øiet. Denne Theori, som i
dette Aarhundrede er bleven videre udviklet af
Laplace, Biot og Brewster, forklarer mange
Egenskaber ved Lyset paa en noksaa letvindt og
utvungen Maade; men den har dog i den seneste Tid
maattet vige for Undulationstheorien, som alene
er istand til fyldestgjørende at forklare alle Lysets
Eiendommeligheder. Ifølge denne Theori, som
først opstilledes af Huyghens (1678), udbreder
Lyset sig ganske paa samme Maade som Lyden,
nemlig ved Vibrationer eller Svingninger af den
hele Rummet opfyldende Æther. De mindste
Dele af de selvlysende Legemer vibrerer og sætter
derved de narmeste Ætherdele i Bevægelse;
Svingningerne forplanter sig og naar endelig
Synsnerven, som ogsaa kommer i Vibration, hvorved
Synet kommer til Hjernens Bevidsthed. De
forskjellige Farver opstaar ved Æthersvingningernes
forskjellige Varighet, og Hurtighed, saaledes, at den
violette Farve i Solspektrets ene Ende svarer til
de hurtigste og den røde i Spektrets modsatte
Ende til de langsomste Svingninger (se Farve).
Lyset forplanter sig med en større Hurtighed end
en hvilkensomhelst anden Bevægelse har; det
gjennemløber i et Sekund 42,000 geogr. Mil, saa at det
for at komme fra Solen til Jorden kun beh??ver
8¼ Minut og fra Maanen til Jorden kun lidt
over et Sekund. Denne Hastighed har man
kunnet maale, dels ved astronomiske Iagttagelser, dels
ved fysiske Experimenter. — Saalænge Lyset
bevæger sig gjennem det samme gjennemsigtige Stof
(f. Ex. Luften), udstraaler det i rette Linier; gaar
det derimod fra et gjennemsigtigt Legeme ind i et
andet, hvis Tæthed er større eller mindre end det
førstes, forandres Straalerne Retning, hvilket kaldes
at Lyset brydes. Hvis man tænker sig en Linie
lodret paa den brydende Flade, hvilken Linie
kaldes Indfaldsloddet, saa kaldes de to Vinkler, som
Lysstraalen danner med denne Linie før og efter
sin Brydning, henholdsvis Indfalds- og
Brydningsvinkelen. Hovedlovene for Lysbrydningen i
saadanne Legemer, som til alle Kanter viser den
samme Beskaffenhed, er følgende: 1) Straalen
vedbliver ogsaa efter Brydningen at ligge i det Plan,
som kan tænkes lagt gjennem den indfaldende
Straale og Indfaldsloddet (Brydningsfladen). 2)
Hvor stor eller liden Indfaldsvinkelen er, forbliver
dog Forholdet mellem dens og Brydningsvinkelens
Linie at være det samme, saalænge der handles
om det samme Stof. Dette Forhold
(Brydningsforholdet) betegnes med en Brøk, der kaldes
Brydningsexponenten. Saaledes forholder ved Lysets
Overgang fra Luft til Vand Indfaldsvinkelens
Sinus sig til Brydningsvinkelens som 4 til 3, og
man siger da, at Vandets Brydningsexponent er 5⁄3.
Paa samme Maade har det sædvanlige Glas
Brydningsexponenten 3⁄2, Flintglas 166⁄100, Anisolie
181⁄100, Diamant 247⁄100. Jo større et Stofs
Brydningsexponent er, desto mere forandres Straalens
Retning, naar den falder ind i det. Som man
ser, er i disse Exempler Tilfældet bestandig, at
Lyset falder fra Luften ind i et tættere Legeme, og
at Indfaldsvinkelen da stedse er større end
Brydningsvinkelen, idet de ovenfor anførte
Brydningsexponenter samtlige er uægte Brøker; naar en
Lysstraale gaar over fra et mindre tæt til et mere
tæt Legeme, er det altsaa gjennemgaaende Regel,
at Brydningsvinkelen er mindre end
Indfaldsvinkelen (Lyset brydes til Indfaldsloddet); naar
derimod Brydningen foregaar fra et tættere til et
mindre tæt Legeme, er Forholdet omvendt (Lyset
brydes fra Indfaldsloddet). Imidlertid er ikke
Brydningen i det samme Legeme lige stærk for
alle de forskjelligfarvede Lysstraaler. Saaledes er
Brydningsexponenten ved Flintglas for de røde
Straaler 1628⁄1000, for de grønne 1642⁄1000, for de
indigoblaa 1660⁄1000 og for de violette 1671⁄1000.
Man vil saaledes se, at de Straaler. der ifølge
Vibrationstheorien beror paa de hurtigste
Æthersvingninger, brydes stærkest og omvendt. Et
brydende Legeme kaldes stærkt spredende, naar
Forskjellen mellem de røde og violette Straalers
Brydningsexponenter er stor; som det af
ovenstaaende vil sees, er denne Forskjel ved Flintglas
43⁄1000. Ved Vand er den kun 13⁄1000, ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
