Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolandssøiler ell. Rutlandssøiler - Rolf Krake - Rolf Ragnvaldssøn, sædvanlig kaldet Gange-Rolf - Rolfsø - Rollag - Rollaug ell. Hrollaug, se Herlaug - Rolle - Rolle, Johann Heinrich - Rollen - Rollenhagen, Georg. — Gabriel Rollenhagen - Rollin, Charles - Rolsø - Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og som forestiller en barhoved Mand iført Kappe
og holdende et Sværd i Haanden. Støtten
betegnede før i Tiden Retterstedet.
Rolf Krake, som levede ca. 550, var en af
de gamle danste Hedningekonger. Han var Søn
af Kong Helge i Leire og dennes egen Datter
Arsa, hvis Slægtsforhold han var ubekjendt med,
da han ægtede hende. Rolf var en af sin Tids
tapreste og mest gavmilde Mænd. Han holdt en
talrig Hird og førte et gjestfrit Hof. Til sin
nærmeste Livvagt havde han 12 Bersærker,
hvoriblandt Nordmanden Bjarke, Danskerne Hjalte og
Vigg eller Vøgg især berømmedes. Rolf omkom
tilslut ved Forræderi og Overfald af sin Søster
Skuld og hendes Mand Hjørvard, som med sine
Folk dræbte Rolf og alle hans Hirdmænd. Dog
hevnedes han ved at Vigg, førend han selv
dræbtes, gjennemborede Hjørvard. Denne Kamp blev
siden besunget i det berømte „Bjarkemaal“ (se
Bjarke). Saavel Ewald som Øhlenschlæger har
digterisk behandlet Sagnet om Rolf.
Rolf Ragnvaldssøn, sædvanlig kaldet
Gange-Rolf, var en Søn af Harald haarfagres Ven
Ragnvald Mørejarl. Han fôr tidlig i Viking, og
da han paa Hjemveien fra en saadan Tur tillod
sig at gjøre Strandhug (s. d.) i Viken, blev han
lyst utlæg af Kong Harald, som havde sat streng
Straf for enhver, der tillod sig at herje inden sit
Fædrelands Grændser. Da ingen Forbøn
nyttede, drog Rolf fra Landet, forenede sig med andre
Vikinger og tvang 912 den franske Konge Karl
den enfoldige til at afstaa hele Normandiet, mod
at Rolf lod sig døbe og blev den franske Konges
Jarl. Rolfs Efterkommere herskede i lang Tid i
Normandiet, og de med ham indvandrede Vikinger
(Normanner, s. d.) blev snart et Mønster for hele
Europa, hvad Krigeraand og Ridderlighed angik.
En af Rolfs Ætlinge, Vilhelm Erobreren,
underlagde sig England.
Rolfsø, Ø i Vestfinmarken, 30 km. østenfor
Hammerfest, med flere ikke ubetydelige Fiskevær.
Rollag, Prestegjeld i Numedal, Buskeruds
Amt, bestaar af Sognene Rollag og Vægli.
Rollaug ell. Hrollaug, se Herlaug.
Rolle kaldes den Del af et Theaterstykke, som
hver enkelt Skuespiller har at lære og udføre;
tillige Afskrifter af dette Parti.
Rolle, Johann Heinrich, tysk Komponist, f. 1718,
d. 1785 som Organist ved Peterskirken i
Magdeburg, vakte i sin Tid Opmærksomhed ved sine
Oratorier, hvoriblandt „Abels Død“ og
„Abraham paa Moria“ vandt særlig Anerkjendelse.
Rollen, Ø i Ibestads Prestegjeld, Tromsø
Amt, skilles fra Fastlandet ved Astafjord.
Rollenhagen, Georg, tysk Satiriker og
didaktisk Digter, f. 1542, d. 1609 som Prest og Rektor
ved Domstolen i Magdeburg, er især bekjendt ved
sit Læredigt „Der Froschmeuseler“, hvori han under
Dyrefabelens Maske med Lune og bred Humor
polemiserer mod Datidens politiske og moralske
Forhold. — Gabriel Rollenhagen, foregaaendes
Søn, f. 1583, var ogsaa humoristisk-satirisk
Forfatter af Betydning og er derfor ofte bleven
forvexlet med Faderen. Hans „Fire Bøger indianske
Luftreiser“ og hans Komedie „Amantes amentes“
gjorde i sin Tid megen Lykke.
Rollin, Charles, fremragende fransk Historiker,
f. 1661, d. 1741, blev 1683 Professor ved
„Collége Plessis“, 1688 ved „Collége de France“, og
siden Rektor ved Universitetet i Paris. Størst
Betydning af hans historiske Skrifter har hans
„Ægyptens og Karthagos ældre Historie“ og hans
„Romerske Historie“. Rollins Skrifter er især
mærkelige derved, at de er særlig anlagte efter
Ungdommens Behov og Opfatningsevne.
Rolsø, en betydelig Ø i Smaalenenes Amt,
dannes af Glommens Arme ved dennes Udløb
ved Fredriksstad.
Rom (Roma) var i Oldtiden Romerrigets
Hovedstad. Byen anlagdes ifølge Sagnet af
Romulus 753 f. Kr. ved Tiberens venstre Bred paa
de syv Høie: Palatinus, Capitolinus, Quirinalis,
Aventinus, Coelius, Esquilinus og Viminalis,
omkring hvilke senere en Mur opførtes af Servius
Tullius. Efterat Gallerne 390 f. Kr. havde
ødelagt Byen, blev den hurtig gjenopbygget og smykket
med skjønne og storartede Bygningsverker.
Appius Claudius lod anlægge den første Landevei,
Via Appia, og den første Vandledning. Især
udvikledes og forskjønnedes Byen efter de puniske
Krige ved de uhyre Rigdomme, som Krigsbyttet
skaffede Borgerne. Og af den græske
Bygningskunst, der fik Indpas ca. 156, omtrent 10 Aar
før Grækenlands Erobring, fremstod efterhaanden
den skjønne romerske Bygningsstil. Til Byens
Forskjønnelse bidrog især Sulla, der fra
Grækenland medbragte en Mængde erobrede Kunstsager.
Ca. 55 f. Kr. byggede Pompeius det første Theater;
og blandt de af Cæsar opførte Pragtbygninger
var navnlig hans Forum med Venus Genitrix’s
Tempel storartet. Stadens Udsmykning fortsattes
ogsaa i Begyndelsen af Keisertiden. Augustus,
som inddelte Rom i 14 Distrikter, opførte de
herlige Apollos og Mars Ultors Templer, og Agrippa
bedækkede Marsmarken med Templer og Paladser.
Befolkningens Antal paa denne Tid har været
anslaaet af nogle til ca. en, af andre til
nærmere to Millioner. Efter den store Brand under
Nero 64 e. Kr. blev Staden gjenopbygget med
endnu større Pragt og fik desforuden bredere og
luftigere Gader og større aabne Pladse. Berømt
fremfor alle andre Bygninger var Neros Palads
(domus aurea). Under Vespasian blev det store
Amfitheater („Kolosseum“) paabegyndt, men
fuldendtes først under Domitian. Under Antoninerne
sank Bygningskunsten efterhaanden ned til en
smagløs Overlæsselse og Udslettelse af de rene Former.
Under de store Folkevandringer i det fjerde og
femte Aarh. herjedes Staden frygtelig af
Barbarerne, trods den nye Ringmur, Aurelian lod
opføre til dens Beskyttelse. Og med
Konstantinopels Opblomstring og Kristendommens
Udbredelse begyndte Roms Tilbagegang. — Det gamle
Roms mærkeligste Bygningsverker. Blandt
Templerne havde følgende mest Betydning: Jupiter
Optimus Maximus’s Tempel, den romerske
Statsreligions vigtigste Helligdom; Templerne for
Jupiter Tonans, Jupiter Custos, Saturnus, Janus;
det rigtudsmykkede Tempel for Venus og Roma,
som Hadrian byggede; endelig Bellonas Tempel
og Pantheon paa Marsmarken. Storartede
Arbeider var Vandledningerne, saasom Aqua Marcia
(100,000 m., deraf 11,000 m. paa Buer), Aqva
Claudia (80,000 m.) og Anio novas (100,000 m.)
samt de kolossale Vandbeholdere og den af
Tarquinius Priscus byggede Cloaca maxima. Til de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
