Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rom og det romerske Riges Historie - Roma locuta est - Romagna - Romagnosi, Giandomenico - Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rom og det romerske Riges Historie 909
Octavianus (31 f. Kr. til 14 e. Kr.), der fik Til
navnet Augustus (den „ærværdige“), tilegnede sig
efterhaanden al Magt i Staten ved at forene alle
de hveste Embeder i sin Person. Han tog sig
med Iver af Folkets Tarv, gjenoprettede Ro og
Orden i det Indre og udvidede Romerrigets
Grændser til at omfatte næsten hele Datidens civiliserede
Verden. Kun mod Germanerne var Romerne
uheldige. Efter Varus’s Nederlag i
Teutoburgerskoven, blev Rhinen atter Romerrigets Grændse
mod Nord. Hans Efterfølger Tiberius (14—37)
var en haard, men dygtig Regent, som fargede
meget for den retfærdige Styrelse af Provinserne.
Efter ham fulgte Caligula (37—41), som var
raa og grusom, men blev snart myrdet. Under
Claudius (41—54) forbedredes Tilstanden i Rom,
og nye Provinser erobredes for Staten. Nero
(54—68) hengav sig til de mest tMMe Ud
svcrvelser og udsugede i sine sidste Nar hele Rigct
for at tilfredsstille sine Luner. Under hans Re<
gjering PdelagdeS St??rstedelen af Rom ved en
Ildebrand, som han sagdes at have foraarsaget.
De Kristne, som allerede dengang var begyndt at
udbrede sig i Rom, fik Skylden derfor og for
fulgtes paa det grusomste. Tilsidst maatte Nero
flygte fra Rom og dræbte sig selv, efterat alle
havde forladt ham og var gaaede over til Galba,
som af Senatet var bleven hyldet som Keiser.
Med Nero uddM Augustus’s Familie. Galba,
Otto og Vitellius regjerede tilsammen kun et
Aar, idet de kjcrmpede indbyrdes om Magten;
Vitellius ødelagde Millioner ved sit ødsle og
udsvævende Liv. 69 udraabtes Vespasian til Keiser.
Han regjerede 10 Aar med Dygtighed, gjenoprettede
Ro og Orden, lod opføre Pragtbygninger, indtog
Jerusalem 70 e. Kr. og lod fuldende Britanniens
Erobring. Hans Søn Titus (79—81) udmærkede
sig ved storartet Gavmildhed. I Domitian
(81—96) fik Riget atter en grusom og despotisk
Hersker, der tilsidst blev dræbt af sine nærmeste
Slægtninge. 96 kom Nerva paa Tronen og
regjerede med Mildhed til sin Død 98. Hans
Eftermand Trajan, en Spanier, førte Regjeringen
med stor Dygtighed. Handel, Knnft og Viden
stab blomstrede frem, og Rom forstjMnedes ved
mange Pragtbygninger. Han gjorde Dacien til
Provins og overvandt Partherne. Hadrian
(117—138) fortsatte Trajans Virksomhed som
Videnskabernes og Kunstens Beskytter. Men
fornemmelig tog han sig af Provinsernes Opkomst.
Han efterfulgtes af den milde Antoninus Pius
(138—161), der betydelig forbedrede Lovene og be
skyttede Slaver og Kristne. Marcus Aurelius
Antoninus Philosophus (161—180) var en
lldel og dygtig Regent. Paa hans Tid begyndte
flere barbariske Folkeslag fra Norden at oversvpmme
Riget. Under Kampen mod Markomannerne
dpde han, og kun faa af de Keisere, som kom efter
ham, formaaede en kort Tid at stanse Rigets be
gyndende Oplpsniug. Markus Aurelius
efterfulgtes af Commodus (180—192), hvis grusomme
Regjering fremkaldte en Sammensværgelse mod
hans Liv. Tronens Besættelse kom nu i
Soldaternes Hænder. Disse valgte Severus (193—211),
der regjerede voldsomt, men var en dygtig Kriger
og forstandig Lovgiver. Hans Søn Caracalla
(211—217) anrettede frygtelige Blodbad blandt de
høierestaaende Embedsmænd i Rom og i Provinserne.
Roman
Og da han endelig blev droebt, efterfulgtes han af
Elagabal (218—222), hvis overdaadige og
lastefulde Levnet gik over alle Grændser. Ogsaa denne
Regent blev myrdet, og efter ham fulgte nu en
Rakke veilende Keisere, der snart valgtes af Se
natet, snart af Soldaterne. Hele Rigets Styrelse
kom i det sørgeligste Forfald, Medkeisere og
Modkeisere fremstod og styrtedes efter nogle Ugers
Regjering; kun en sjelden Gang fik Riget en nogenlunde
dygtig og kraftig Hersker. 260—70 opstod der i
næsten alle Provinser Modkeisere („de 30
Tyranners Tid“). Først under Konstantinus den
store, der var Eneherster 324—37, gjenoprettebes
Roligheden, Rigets Administration blev ordnet,
Grændserne sikredes og Soldaterherredømmet
knækkedes. Under ham blev Byzanz Rigets Hovedstad
og Kristendommen anerkjendt Religion (325). Han
efterfulgtes af sine Sønner Konstantin den anden,
Konstantius og Konstans. Julian (den
frafaldne) (360—363) forsagte uden Held at gjen
indff<re Hedenskabet. Hans Eftermand
Jovianus (363—64) gjengav Kristendommen dens Ret
tigheder. Af de senere Keisere var Theodosius
den store den kraftigste og dygtigste; under
ham blev Kristendommen den herskende Religion.
Han forsvarede med Held Riget mod de Horder
af Hunner og Goter, som ca. 370 begyndte at
gjøre Indfald i Romerriget. Ved sin Død 395
delte han Riget mellem sine Sønner Arkadius og
Honorius, og derefter blev det for stedse delt i det
østlige og det vestlige Keiserdømme. Under
Honorius blev Rom erobret og plyndret af
Vestgoterne under Alarik (410). Og under Valen,
tianus den tredies Regjering (423—455) tabtes
Afrika og Britannien. Atter 456 plyndrede?? Rom,
dennegang af Vandalerne. Cfterhaanden ophjste??
det vestlige Rige mere og mere under de efter
ftlgende udygtige Regenter. Og da Heruleren
Odoaker tilsidst styrtede den sidste Keiser Romulus
Augustus og lod sig selv udraabe til Konge af
Italien, gik Riget under (476). En Rest af det
romerske Herredømme bevaredes i Gallien, under
Syagrins, indtil 486. Karl den store fornyede
det vestromerske Keiserrige 799, og den tyske Konge
Otto den fyrste lod sig 962 af Paven krone til
romersk Keiser, medens det østromerske Rige ved
blev at bestaa.
Roma locuta est, lat., Rom (d. e. Paven)
har talt, d. v. s. Sagen er afgjort.
Romagna (udt. Romanja), forhen den
nordøstligste Del af Kirkestaten, begrændset af
Adriaterhavet, Pofloden, Modena og Apenninerne, ind
befatter nu Provinserne Forli, Ferrara, Ravenna
og Bologna og taller 1,200,000 Indb.
Romagnosi (udt. Romanjaasi) Giandomenico,
italiensk Filosof og Retslærd, f. 1761, d. 1835
som Professor paa Korfu, efterat han ftr havde
beklcrdt Professorater i Retslaere i Panna, Mai
land og Venedig. Blandt hans filasofiste og rets
videnstabelige Skrifter er hans Verk om Straffe
rettens Oprindelse af st??rst Betydning. De Theo
rier, som heri fremstilles om Statens Straffe
ret, fremkaldte ved Verkets Fremkomst en lamgere
videnskabelig Strid.
Roman kaldes den Prosaform for den
fortællende Digtning, som er traadt istedenfor det gamle
Epos (se Digtekunst). I Modsætning til Novellens
enklere Thema, fremstiller Romanen sin Helts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
