Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romerike, Øvre og Nedre - Romerretten - Romersk-katholske Kirke eller romerske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med til de Landsdele, som Harald haarfagre arvede
efter sin Fader, og udgjorde tilligemed de
omliggende Landsdele Kjernen af det østenfjeldske
Norge.
Romerretten er baade ved sit Indhold og
sin historiske Betydning mærkeligere end noget
andet Folks Ret. Som dens Grundlag maa an
sees de 12 Tavlers Love (omtr. 450 f. Kr.), idet
disse, der hovedsagelig hvilede paa ældre
Sædvaneret, med sine korte og fyndige Satser
omfattede en væsentlig Del af det hele Retsomraade.
Navnlig var de 12 Tavlers Love ligefrem det
Grundlag, hvorpaa den saakaldte jus civile
(Civilret, s. d.) udviklede sig gjennem Retspraxis samt
de i Revublikens Tid af Folket i Komitierne (s. d.)
vedtagne Love (leges, plebiscita). Ved Siden
heraf udviklede sig imidlertid en international Ret
(jus gentium“, som dog ikke maa forvexles med den
nu saakaldte jus gentium eller Folkeret). Denne
internationale Ret bestod egentlig af alle de fælles
Retssætninger, som Romerne gjenfandt hos de
mange forskjellige Folkeslag, hvormed de under
Romerstatens Udvidelse kom i Berørelse. Den
antoges derfor at bero paa selve den menneskelige
Natur og benævnedes derfor ofte ogsaa jus
naturale (Naturret). Dens Sætninger optoges i stor
Udstrækning saavel i Retspraxis som i
Øvrighedspersonernes, navnlig Prætorernes, Kundgjørelser
(edicta) om, hvilke Regler de agtede at følge i sin
Embedstid (jfr. Art. Edikt), og havde derigjennem
overordentlig Indflydelse paa Romerrettens
Udvikling, saaledes at denne, som oprindelig havde
været stiv og meget formalistisk, efterhaanden blev
langt smidigere og mere afpasset efter de
forskjellige Forhold. I Keisertiden gik
Lovgivningsmagten først, under Tiberius, over fra Folket til
Senatet (Lovene kaldtes derfor i dette Tidsrum
sædvanlig senatusconsulta), senere fra Senatet
igjen over til Keiferen. I dette sidste Tidsrum
benævnedes Lovene med et Fællesnavn
constitutiones; ved Siden heraf benyttedes Benævnelserne
edicta og mandata om almindelige og epistolae,
rescripta og decreta om specielle, egentlig kun
for det enkelte Tilfælde gjeldende Bestemmelser.
Medens Lovgivningen efterhaanden kom til at
spille en større Rolle i Udviklingen, tabte samtidig
Prætorernes Edikter mere og mere sin Betydning
i denne Retning, indtil endelig Keiser Hadrian lod
foretage en Revision og Ordning af alle hidtil
udfærdigede Edikter og den nye Redaktion ved Lov
fastslaa som stedsegjeldende (edictum perpetuum).
Den største Betydning for Retsudviklingen i denne
den romerske Rets Glansperiode (2det og 3die Aarh.
e. Kr.) havde derimod Videnskaben. Der opstod en
Række fremragende Retslærde, navnlig Labeo,
Salvius Julianus, Ulpian, Paulus og, den mest
ansete af alle, Papinian. Disse virkede dels gjennem
Skrifter, dels som Lærere, dels endelig ogsaa ved at
afgive Betænkninger i Retsspørgsmaal. Navnlig fik
denne sidste Virlsomhed en særlig Betydning
derigjennem, at Keiserne udtrykkelig tillagde enkelte
Jurister den saakaldte jus respondendi. Under
Hadrian blev det bestemt, at naar alle Retslærde,
som havde denne Forret, var enige, skulde
Domstolene derved være bundne, senere endog, at
allerede Flertallets Mening skulde være bindende.
Mod Slutningen af det vestromerske Riges
Bestaaen indeholdtes den hele gjeldende Ret saaledes
dels i de keiserlige Forordninger (der nu kaldtes
leges), dels i de Retslærdes Skrifter (jus). For
delvis at afhjelpe Trangen til en Oversigt over
denne overordentlige Masse paa forskjellige Steder
adspredte Retsbestemmelser fremkom der først to
Privatsamlinger af keiserlige Forordninger (codex
Gregorianus og codex Hermogenianus) og
dernæst en lignende officiel Samling, som kundgjordes
438 baade i det øst- og det vestromerske Rige (codex
Theodosianus). Endelig blev disse Samlinger :
det østromerske Rige omkring 530 afløste af de af
Keiser Justinian navnlig ved Hjelp af Juristen
Tribonian istandbragte Samlinger af hele den
gjeldende Ret, saavel leges som jus
(Institutionerne, Pandekterne og Codex, senere tilligemed de
af Justinian efter 534 udferdigede nye Love, de
saakaldte Noveller, sammenfattede under
Benævnelsen Corpus juris civilis, s. d.). Hermed er
den egentlige romerske Retshistorie tilende.
Vistnok vedblev Romerretten endnu at gjelde i det
byzantinske Keiserrige indtil dettes Undergang,
men i en stedse mere forkrøblet Skikkelse. Derimod
afsatte Romerretten i Vesten endnu et Par
kraftigere Skud. Den vedblev nemlig trods
Germanernes Indtrængen at gjelde for de der bosatte
Romere, og i Begyndelsen af det 6te Aarh.
samledes dens Bestemmelser i flere germaniske Stater
i Lovbøger (saaledes edictum Theodorici,
udfærdiget af Theodorik den store Aar 500 for det
østgotiske Rige og undtagelsesvis gjeldende saavel
for Goter som for Romere, endvidere det saakaldte
breviarium Alaricanum eller lex Romana
Visigothorum af Aar 506 i det vestgotiske Rige, i
Sydfrankrige og Spanien. Det mere indgaaende
Kjendskab til Romerretten gik derimod stadig
tilbage, indtil Studiet af den omkring 1100
gjenvaktes i Bologna af Irnerius og en Række andre
Retslærde (de saakaldte GloSsatorer). Senere
udbredte Romerretsstudiet sig til fast hele det
civiliserede Europa, navnlig Frankrige og Tyskland. I
det sidste Land fik Romerretten, tildels som Følge
af, at de tyske Konger betragtede sig som de romerske
KeisereS Efterfølgere, efterhaanden Gyldighed som
subsidiær Ret. Og overhovedet fik Romerretten
gjennem den videnskabelige Behandling, som blev
den tildel fast i alle Lande en gjennemgribende
Indflydelse baade paa Retspraxis og Lovgivning.
I de nordiske Riger har denne Indflydelse dog
været mindre end i de fleste andre Lande.
Derimod kan Romerrettens Betydning for Rettens
videnskabelige Behandling og Retsbegrebernes
Udvikling i det hele ikke vurderes høit nok.
Romersk-katholske Kirke eller romerske
Kirke kaldes den Del af den kristne Kirke, der
betragter Paven i Rom som Kirkens synlige
Overhoved og Kristi Statholder paa Jorden. Den
skiller sig fra den græsk-katholske Kirke
fornemmelig ved den Lære, at den Myndighed, som Kristus
overdrog Apostelen Peter, der ifølge et af
Historien ubekræftet Sagn var den første Biskop i Rom,
er gaaet i Arv til hans Efterfølgere paa den
romerske Bispestol, d. e. Paverne, som derfor med
apostolisk Myndighed styrer Kirkens Udvikling og
fastsætter dens Dogmer. Betegnelsen katholsk,
d. e. almindelig, tillagdes den kristne Kirke allerede
i Begyndelen af det 2det Aarh., men det var først i
Midten af det 11te Aarh., da Adskillelsen mellem
den østerlandske og den vesterlandske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
