Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Velde. — Adrian van der Velde. — Jesaias van der Velde. — Jan van der Velde. — Vilhelm van der Velde. — Vilhelm van der Velde, den yngre - Velde, Frans Karl van der - Veleda - Velez-Malaga - Welfer ell. Guelfer. — Grev Welf den første. — Welf den tredie. — Welf den fjerde, antog Navnet Welf den første. — Henrik den første. — Henrik den stolte. — Hertuger Henrik Løve, Otto den fjerde og Vilhelm den tykke - Velfjorden - Velærdskomitéen - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer. — „Stumpefeide“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Velde
Marinemaler, som har leveret værdifulde Fremstillinger
af Sjøtræfningerue mellem de engelske og
hollandske Flaader. — Hans Søn Vilhelm van
der Velde, den yngre, f. 1633, d. 1707,
erhvervede sig endnu større Ry end Faderen som
Marinemaler. 1677 bosatte han sig i England, hvor
Kongen tilstod ham en aarlig Pension.
Velde, Frans Karl van der, tysk
Romanforfatter, f. 1779, d. 1824, studerede Retsvidenskab
og blev 1814 Assessor i Breslau og 1823
Justitskommissær sammesteds. Han har udgivet et stort
Antal Romaner og Fortællinger, hvoriblandt „Die
Eroberung von Mexiko“, „Arved Gyllenstierna“
og „Gesandtschaftsreife nach China“. 1824—27
udkom hans samlede Skrifter i 25 Bind.
Veleda, en prestelig Jomfru hos det gammel
germaniske Folk Bruktererne, høit æret og med stor
politisk Magt paa Grund sf sin Evne som
Sandsigersie. Paa Keiser Vespasians Tid befandt hun
sig som Fange i Rom. — Ogsaa Navnet paa en
af Planetoïderne.
Velez-Malaga, By i den spanske Provins
Malaga, med 21,500 Indb. og Handel med Vin
og Sukker.
Welfer ell. Guelfer, berimt tyst Fyrsteslagt,
forn i Middelalderen havde store Besiddelser i Tysk
land. — Grev Welf den første, forn levede
paa Karl den stores Tid, blev 819 Keifer Lud
vig den frommes Svigerfader og Bedstefader til
Karl den sk??ldede. — En af hans Efterkommere,
Welf den tredie, bleu 1047 af Keiser Konrad
den tredie udnavnt til Hertng af Kcirnthen, hvor
hos han fik Markgreustllbet Verona. Med ham
uddide den aldre welfiste Linie paa Mandssiden.
— Hans Søstersøn, Welf den fjerde, forn nu
arvede Godserne, blev Stamfader for den yngre
Linie. Da han af Henrik den fjerde 1070 fik
Hertugdømmet Baiern, antog han Navnet Welf
den firste. Senere stullede han sig til den firste
Korshcrr og dide 1101 paa, Cypern under sin
Tilbagereise frn det hellige Land. — Hans Søn
Henrik den sorte fik ved Giftermaal store Be
siddelser i Sachsen, og dennes Søn Henrik den
stolte udvidede Familiens Arveland, endnu mere
ved at agte en Datter as Keiser Lothar den firste,
idet han derved bl. a. erholdt Brunsvig. — De
filgende Hertuger Henrik Løve, Otto den
fjerde og Vilhelm den tykke laa tildels i
Feide med de tyste Keisere, men 1235 endte disse
Kampe ved, at Keiser Fredrik den anden overdrog
Hertugdømmet Brunsvig-Lüneburg til Familien
som arveligt Fyrstendømme. Fra Welferne
nedstammer den nu regjerende Hertug af Brunsvig
samt det engelske Kongehus.
Velfjorden, Prestegjeld i Søndre Helgeland,
Nordlands Amt.
Velfærdskomitéen (Comité de salut public),
under den første franske Republik
Nationalkonventets udøvende Magt, konstitueret 25de Marts 1793.
Den bestod af 9 (10) Medlemmer, som valgtes
hver Maaned, var fra 3die Decbr. 1793 øverste
Regjeringsmyndighed og stod Juli 1793—94
under Robespierres overveiende Indflydelse (se
Frankrige, I Bd., S. 557, 2 Sp. samt Art. Terrorisme).
Efter Robespierres Fald beholdt den kun Ledelsen
af de militære og diplomatiske Anliggender og
opløstes Oktbr. 1795.
Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer,
norsk Digter, f. i Bergen 22de December 1807,
d. i Kristiania 21de Oktober 1873, var Søn af
Sogneprest til Aarstad Johan Andreas Welhaven
(tysk af Herkomst) og Elise Margrete
Cammermeyer, et Sistendbarn af den danske Digter P.
A. Heiberg. Han tom ind paa Bergens
Latinskole, hvor Overlærer Lyder Sagen sik stor Ind
flydelfe paa den begavede Gut og vatte hans
Sans for Poesi, Literatur og et korrekt, form
ssjMt Sprog. 1825 blev han Student, og det
var Faderens Vnsse, at han stulde vcrlge The olo
gien som Studium, men dette filte han intet Kald
til, hvorfor han efter nogeu Tids Forlib ganske
hengau sig til Digtning og andre literare Syster.
I de firste fem Aar. han’ tilbragte ved Universi
tetet, vatte han liden eller ingen Ovmcrrksomhed,
stjMt alle, som kjeudte ham, agtede ham paa
Grund af hans noble, retflafne Karaktér. First
1830 fremttaadte han med sit firste Digt, hvori
han skarpt og uden Omsvib, men tillige roligt
og vcrrdigt kritiserede det af hans Studenterkam
merat Henrik Wergeland udgivne Digt
„Skabelsen, Mennesket og Messias“. Wergeland tog til
Gjenmæle, og nu opstod mellem disse to Mand den
saakaldte „Stumpefeide“, i hvilken de skaanselløst
angreb og kritiserede hinanden. Denne Feide havde
til Følge, at Studentersamfundet delte sig i to
Leire; Welhaven og de, som holdt med ham, ialt
56, meldte sig ud af Samfundet og dannede det
saakaldte Stndenterforbuud. Disse, som of Mod
stllnderne spotvis blev kaldt „De Intelligente“, talte
Mænd som Schweigaard, Birch-Reichenwald,
Fougstad og P. A. Munch i sin Midte, og flere af dem
dellog ivrigt i Striden. Samtidig ndgav Welhaven
en Bog under Titelen: „Wergelands Digtekunst
og Polemik, ved Aktstykker oplyste“. Sammen
med sine Venner stiftede han det litercrrt lritiste
Tidsskrift „Vidar“, hvori der paabegyndtes en
starp Kritik over literare Arbeider, men det vandt
liden Tilslutning og gik efter en kort Dd ind.
Saa strev Welhaven 1834 sin „Norges Dæmring“,
en Cytlus af elegante Sonetter, i hvilke han renser
Tidens Svllgheder. Dette Skrift, hvori han uden
Skaansel svang Satirens Svøbe over alt, hvad
der forekom ham forkjert, og ofte ikke ydede sine
Modstandere fuld Retfærdighed, fremkaldte en
Storm af Forbitrelse mod Forfatteren. Man
kaldte ham fræk, hjerteløs, ufølsom, og et Sted
blev Skriftet endog høitidelig brændt. Da
Striden mellem Welhaven og Wergeland efterhaanden
stilnede af og ved sidstnævntes Død endelig ophørte,
udgav han flere Digtsamlinger, som alle viser, at
i den lyriske Retning laa hans egentlige
Digterbegavelse. Næsten alle hans Digte besidder en
Formfuldendthed, Klarhet, og Sikkerhed i
Fremstillingen og et Herredømme over Sproget, som
neppe er overtruffet i vor Literatur. Ved Siden
af den dybe, alvorlige Stemning, forn gaar gjen
nem hans lyriske Digtniuger, fiuder man i dem
en frist og eiendommelig Opfntuing af Ncuurens
SkjMheder og en sjelden Evne til at betragte
disse sindbilledligt. Hans sidste Digte indeholder
en Række ypperlige Romancer, grundede dels paa
fædrelandske Sagn, dels paa Traditioner fra
Folketroen. Flere af disse Romancer er kjendte over
hele Norge, saasom „Aasgaardsreien“, „Vise om
Hellig Olav“, „Raad for Uraad“, „Dyre Vaa“
o. fl. Desuden var han en fremragende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
