Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ørething - Ørkedal - Ørken - Ørkenøerne - Ørlandet - Ørn - Ørnebregne - Ørnen - Ørret - Ørskoug - Ørsted, Anders Sandøe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ørething, i ældre Tid Thinget for de 8
trønderske Fylker, havde sit Navn efter Stedet,
hvor det holdtes, nemlig Øren ved Nidaros.
Ørething stod længe i høi Anseelse, og ingen af
Norges Konger kunde anse sig rettelig hyldet,
førend dette var sket paa Ørething.
Ørkedal, 1) et betydeligt Dalstrøg i
Søndre Trondhjems Amt, gjennemstrømmes af Orka
(Ørklaelven), der løber ud fra store Orkelsjø i den
sydlige Del af Opdal, gaar først mod Øst ind i
Kvikne, derpaa mod Nordvest og falder i
Ørkedalsfjord vestenfor Trondhjem. Dens Længde er 153
km., 2) Prestegjeld i Dalen af samme Navn. I
Prestegjeldet ligger Strandstedet Ørkedalsøren.
Ørken, Fællesnavn for ufrugtbare, ofte
ubeboede Landstrækninger, fornemmelig i de varme
Jordstrøg. Der gives ogsaa Ørkener i
Polarlandene, de saakaldte Sne- og Isørkener, men
deres Ufrugtbarhed skyldes imidlertid ikke
Jordbundens Beskaffenhed, men det barske Klima. De
egentlige Ørkener bestaar somoftest af Sand eller
af Saltstepper, hvor den magre, saltholdige
Jordbund kvæler al Vegetation. Aarsagen til
Ørkenernes Ufrugtbarhed er oftest Mangel paa Regn
og Fugtighed; paa de Steder, hvor en Ørken
gjennemskjæres af Kilder eller Vandløb, er Plantelivet
fordetmeste særdeles yppigt. naar Jordbunden
tillader det. Dyrelivet i Ørkenen er ogsaa yderst
fattigt og indskrænker sig til nogle faa Arter. De
fleste og største Ørkener findes i Afrika og Asien;
blandt dem kan nævnes Sahara (s. d.) og den
marokkanske Ørken i Afrika, i Asien den syriske,
arabiske og persiske Ørken, Gobi m. fl.
Ørkenøerne, se Orknøerne.
Ørlandet, Prestegjeld i Søndre Trondhjems
Amt, ved Indløbet til Trondhjemsfjorden,
bestaar af Sognene Ørlandet og Værnæs.
Ørn (Aqvila), Slægt af Rovfuglenes Orden,
indbefatter tre indenlandske Arter, Landørnen,
Havørnen og Fiskeørnen. Landørnen (A.
chrysaëtos) er den største af Arterne; den kaldes
ogsaa Kongeørnen, vistnok paa Grund af sin ædle,
stolte Holdning og majestætiske Flugt. Dens Længde
er henved 1 m. og Breden mellem Vingespidserne
ca. 2½ m. Farven er gulbrun paa Hals og
Hoved, mørkebrun paa Ryggen og næsten sort
under Bugen. Halen er hvidagtig med en bred,
sort Spids. Fødderne, hvis Klør er krumme og
stærke, er fjerklædte lige ned til Tæerne. Næbbet
en tykt og kraftigt, og Overnæbbet er i Spidsen
bøiet nedad, saa det danner en Hage, som rager
betydeligt ned over Undernæbbet. Ørnens Syn
er overordentlig skarpt; uagtet den kan svæve saa
høit, at den næsten bliver borte for Øiet, kan
den dog nede paa Jorden opdage Smaadyr som
Mus og Rotter, og styrter sig da med Lynets
Fart ned paa sit Bytte. Dens almindelige Føde
er Lam, Faar, Hare, Ræv og større Fugle, men
den er desuden ikke bange for at binde an med
Dyr, som i Størrelse mange Gange overgaar
den, f. Ex. Hjort og Ren. Det hænder ogsaa,
at den røver smaa Børn. Sit Rede bygger den
i utilgjængelige Klipper eller høie Træer og
forsvarer sit Afkom med Raseri. Paa Grund af
sin Aarvaagenhed er den vanskelig at komme paa
Skud. Den fanges i Rævesax eller skydes paa
Aate. I Norge findes den i Fjeldegnene. —
Havørnen eller Sjøørnen (A. albicilla) er
omtrent af samme Størrelse som Landørnen, men
adskiller sig fra denne ved, at det nederste af
Foden ikke er fjerklædt. Den er brun eller
graabrun af Farve, med hvid Hale og gule Fødder,
Havørnens Tilholdssteder er i Nærheden af Vand,
og i Norge forekommer den saavel ved Kysten
som inde i Landet ved Indsjøerne. Den lever
fornemmelig af Fisk, som den griber ved at styrte
sig fra Luften ned under Vandskorpen, men dræber
ogsaa mindre Dyr samt Fugle, fornemmelig
Sjøfugle. Det hænder ikke sjelden, at den angriber
større Fiske, som den ikke magter at føre med sig,
og bliver da trukken under, hvorved den sætter
Livet til; ligedan gaar det den, naar den slaar
Kløerne i en Sælhund eller Oter. Det har hændt,
at man har fanget større Lax, som havde et
Ørneskelet hængende i Ryggen. Havørnen bygger sit
Rede paa lignende Steder som Landørnen og
fanges paa samme Maade som denne. —
Fiskeørnen, se Fiskejon.
Ørnebregne, d. s. s. Einstape (s. d.)
Ørnen, Stjernebillede paa den nordlige
Himmel, i Melkeveien, ikke langt fra det Sted, hvor
dennes Forgrening begynder. Stjernen Altair i
Billedet er af første Størrelse. Sammen med
Vega i Lyren og Deneb i Svanen danner Altair
en stor ligebenet Triangel.
Ørret, Fisk af Laxefamilien, indbefatter to Arter.
Sjøørretten (Salmo trutta) ligner Laxen baade
i Udseende og Levemaade, men skiller sig fra denne
ved, at dens Kjæver er lige lange, og at den har
talrige sorte Pletter paa Gjællelaagene og Siderne.
Den findes almindelig ved Norges Kyster og gaar
om Sommeren op i Elvene for at gyde. Den
bliver ca. 60 cm. lang. — Fjeldørretten
(Salmo fario) er en i det nordlige Europas
Elve- og Indsjøer meget almindelig Fisk. Den bliver
indtil 30 cm. lang, er olivengrøn paa Ryggen og
har en Række røde Pletter paa Siderne. Dog
vexler Farven betydelig efter Opholdsstedet;
saaledes er den i Fjeldvandene og de derfra
udløbende Elve meget mørkere. Begge Arter har et
særdeles velsmagende Kjød, der ligesom Laxens er
rødt. Ørretten ernærer sig af Fiskerogn, Insekter,
Orme, Snegler osv.
Ørskoug, Prestegjeld i Søndmøre, Romsdals
Amt, bestaar af Sognene Ørskoug og Søkelven.
Ørsted, Anders Sandøe, berømt dansk Jurist,
f. 1778, d. 1860, blev Student 1794 og tog fem
Aar senere juridisk Embedsexamen med bedste
Karaktér. 1801 blev han Assessor i Hof- og
Stadsretten, 1810 Assessor i Høiesteret, 1813
Medlem af det danske Kancelli og 1825 tillige
Generalprokurør. Senere blev han kongelig
Kommissarius i Provincialstænder-Forsamlingerne og
Medlem af Ministeriet, men blev paa Grund
af Begivenhederne i 1848 nødt til at træde ud
af Ministeriet, ligesom han mistede sine øvrige
Embeder. Samme Aar valgtes han til Medlem
af den grundlovgivende Forsamling. Senere blev
han Medlem af Landsthinget og fik 1853 det Hverv
at danne et nyt Ministerium. Hans Ministerium
forsøgte at indføre en fælles Forfatning for
Danmark og Hertugdømmerne, men dette mødte en saa
heftig Modstand i Rigsdagen, at Forslaget faldt.
Da Ministeriet heller ikke opnaaede Flertal for sit
Forslag efterat Rigsdagen var opløst og en ny
indkaldt, maatte det gaa af 1854. Samme Aar fattes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
