Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
gelig likkiste; det var ikke ordentlig lås for døren og ingen
ovn i rummet; jeg pleiet å ligge på mine strømper om nat-
ten for å få dem litt tørre til om morgningen. Det eneste
jeg hadde å fornøie mig med var en liten rød gyngestol som
jeg sat i om kvældene og døset og tænkte på mangehånde
ting. Når det blåste hårdt og dørene nedenunder stod åpne
lød det alleslags underlige hvin op gjennem gulvet og ind
fra væggene, og «Morgenbladet» nede ved døren fik revner
så lange som en hånd.
Jeg reiste mig og undersøkte en bylt borti kroken ved sengen
efter litt til frokost, men fandt intet og vendte tilbake til vin-
duet igjen.
Gud vet, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig å søke
efter en bestilling mere! Disse mange avslag, disse halve løfter,
rene nei, nærede og skuffede håp, nye forsøk, som hver gang
løp ut i intet, hadde gjort det av med mit mot. Jeg hadde
tilsist søkt en plass som regningsbud, men var kommet for-
sent; desuten kunde jeg ikke skaffe sikkerhet for femti kro-
ner. Det var altid et eller andet til hinder. Jeg mældte mig
også til brandkorpset. Vi stod halvhundrede mand i forhallen
og satte brystet ut for å gi indtryk av kraft og stor dristig-
het. En fuldmægtig gik omkring og beså disse ansøkere, følte
på deres armer og gav dem et og andet spørgsmål, og mig
gik han forbi, rystet bare på hodet og sa at jeg var kasseret
på grund av mine briller. Jeg møtte op påny, uten briller,
jeg stod der med rynkede bryn og gjorde mine øine så kvasse
som kniver, og manden gik mig atter forbi og han smilte, —
han hadde vel kjendt mig igjen. Det værste av alt var at mine
klær var begyndt å bli så dårlige at jeg ikke længer kunde
fremstille mig til en plass som et skikkelig menneske.
Hvor det hadde gåt jevnt og regelmæssig nedover med mig
hele tiden! Jeg stod tilsist så besynderlig blottet for alt mulig,
jeg hadde ikke engang en kam tilbake eller en bok å læse i
når det blev mig for trist. Hele sommeren utover hadde jeg
søkt ut på kirkegårdene eller op i Slotsparken hvor jeg sat
og forfattet artikler for bladene, spalte efter spalte om de for-
skjelligste ting, underlige påfund, luner, indfald av min
urolige hjærne; i fortvilelse hadde jeg ofte valgt de fjærneste
æmner som voldte mig lange tiders anstrængelse og aldrig
blev optat. Når et stykke var færdig, tok jeg fat på et nyt og
jeg blev ikke ofte nedslagen av redaktørernes nei; jeg sa stadig
væk til mig selv at engang vilde det jo lykkes. Og virkelig,
stundom når jeg hadde held med mig og fik det litt godt til
kunde jeg få fem kroner for en eftermiddags arbeide.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
