Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
Porten var åpen, staldkaren hilste som sædvanlig godmorgen.
Fint veir! sa han.
Ja, svarte han. Det var alt jeg fandt å si. Kunde jeg be ham
om å låne mig en krone? Han gjorde det visst så gjærne hvis
han kunde. Jeg hadde desuten engang skrevet et brev for
ham.
Han stod og smakte på noget han vilde si.
Fint veir, ja. Hm. Jeg skulde betale værtinden min idag.
Di kunde vel ikke være så snild å låne mig fem kroner vel?
Bare på no’en da’er. Di har gjort mig en tjeneste før Di.
Nei det kan jeg virkelig ikke, Jens Olai, svarte jeg. Ikke
nu. Kanske senerehen, kanske i eftermiddag. Og jeg sjanglet
opover trappen til mit værelse.
Her kastet jeg mig på min seng og lo. Hvor svineheldig var
det ikke at han var kommet mig i forkjøpet! Min ære var
reddet. Fem kroner — Gud bevare dig, mand! Du kunde
like så gjærne ha spurt mig om fem aktier i Dampkjøkkenet
eller en herregård ute i Aker.
Og tanken på disse fem kroner fik mig til å le høiere og
høiere. Var jeg dog ikke en pokkers kar, hvad? Fem kroner!
Jo her var rette manden! Min lystighet steg og jeg gav mig
hen i den: Fy fan, for matlukt her er! Riktig fersk karbonade-
lukt siden middagen, fyl Og jeg støter vinduet op for å lufte
ut den avskyelige lukt. Opvarter, en halv bif! Henvendt til
bordet, dette skrøpelige bord som jeg måtte støtte med knærne
når jeg skrev, bukket jeg dypt og spurte: Tør jeg spørre, vil
De drikke et glas vin? Ikke? Jeg er Tangen, statsråd Tangen.
Desværre har jeg været litt for sent ute.... Portnøklen....
Og uten tøiler løp min tanke igjen ut på vildsomme veier.
Jeg var mig stadig bevisst at jeg talte usammenhængende og
jeg sa ikke et ord uten at jeg hørte og forstod det. Jeg sa til
mig selv: Nu snakker du usammenhængende igjen! Og jeg
kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som å ligge våken og
tale i søvne. Mit hode var let, uten smærte og uten et tryk
og mit sind var uten skyer. Jeg seilet avsted og jeg gjorde ingen
motstand.
Kom ind! Jo, kom bare ind! Som De ser, alt av rubin. Ylajali,
Ylajali! Den røde, skummende silkedivan! Hvor hæftig hun
ånder! Kys mig, elskede, mere, mere. Dine armer er som rav,
din mund blusser .... Opvarter, jeg bad om en bif....
Solen skinnet ind gjennem mit vindu, nedenunder hørte jeg
hestene tygge havre. Jeg sat og gumlet på min træflis, oprømt,
glad i sind som et barn. Stadig væk hadde jeg følt efter manu-
skriptet; jeg hadde det ikke én gang i tanken, men instinktet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
