Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Nu var vi begyndt å gå. En politibetjent står på gatehjørnet
og ser på os.
Men hvor går vi egentlig hen? sier hun og stanser.
Hvor De vil, bare dit hvor De vil.
Uff ja, men det er så kjedelig å bestemme det selv.
Pause.
Så sier jeg, bare for å si noget:
Det er mørkt i Deres vinduer, ser jeg.
Ja da! svarer hun livlig. Piken har også fåt fri. Så jeg er
aldeles alene hjemme.
Vi står begge to og ser op til vinduerne i numer 2 som om
ingen av os hadde set dem før.
Kan vi gå op til Dem da? sier jeg. Jeg skal sitte nede ved
døren hele tiden dersom De vil....
Men nu skalv jeg av bevægelse og angret meget at jeg hadde
været for fræk. Hvad om hun blev støtt og gik bort fra mig?
Hvad om jeg aldrig fik se hende igjen? Å det elendige antræk
jeg hadde på! Jeg ventet fortvilet på svaret.
De skal aldeles ikke sitte nede ved døren, sier hun.
Vi gik op.
Ute på gangen hvor det var mørkt tok hun min hånd og
ledte mig frem. Jeg behøvet slet ikke å være så stille, sa hun,
jeg kunde godt snakke. Og vi kom ind. Mens hun tændte lys —
det var ikke en lampe hun tændte, men et lys — mens hun.
tændte dette lys sa hun med en liten latter:
Men nu får De ikke se på mig. Uf jeg er skamfuld! Men
jeg skal aldrig gjøre det mere.
Hvad skal De aldrig gjøre mere?
Jeg skal aldfig .... uf nei, Gud bevare mig .... jeg skal al-
drig kysse Dem mere.
Skal De ikke det? sa jeg, og vi lo begge. Jeg strakte armene
ut efter hende, og hun gled tilside, smatt væk, over på den
andre siden av bordet. Vi stod og så på hverandre en liten
stund, lyset stod midt imellem os.
Så begyndte hun å løse sløret op og ta hatten av, imens
hang hendes spillende øine ved mig og vogtet på mine bevæ-
gelser så jeg ikke skulde få fat i hende. Jeg gjorde et utfald
påny, snublet i tæppet og faldt; min såre fot vilde ikke længer
holde mig oppe. Jeg reiste mig yderlig flau.
Gud, hvor rød De blev! sa hun. Var det så græsselig keitet?
Ja det var det.
Og vi begyndte på ny å springe omkring.
Jeg synes De halter?
Jeg halter kanske litt, bare litt forresten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
