Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
hun har gåt for vidt; hun dækker sig atter til og reiser sig litt
op. Og for å skjule sin forlegenhet med de åpne klær gir hun
sig atter til å tale om den mængde avfaldne hår som lå på
mine aksler.
Hvor kan det være at håret falder så av Dem?
Vet ikke.
De drikker naturligvis formeget, og kanske.... Fy, jeg vil
ikke si det! De måtte skamme Dem! Nei det hadde jeg ikke
trodd om Dem! At De som er så ung allerede mister håret!
«+++ Nu skal De værsgod fortælle mig hvorledes De egentlig
lever Deres liv. Jeg er sikker på det er frygtelig! Men bare
sandhet, forstår De, ikke nogen utflugter! Jeg skal nok for-
resten se det på Dem om De vil skjule noget. Så fortæl nu!
Å hvor jeg blev træt! Hvor gjærne jeg heller vilde ha sittet
stille og set på hende end skape mig til og mase med alle
disse forsøk. Jeg dudde til intet, jeg var blit en klut.
Begynd nu! sa hun.
Jeg grep leiligheten og fortalte alt, og jeg fortalte bare sand-
het. Jeg gjorde intet værre end det var, det var ikke min
agt å vække hendes medlidenhet; jeg sa også at jeg hadde
tilvendt mig fem kroner en kvæld.
Hun sat og lyttet med gapende mund, blek, rædd, aldeles
forstyrret i de blanke øine. Jeg vilde gjøre det godt igjen,
sprede det triste indtryk jeg hadde gjort og strammet mig des-
årsak op:
Det er jo over nu; det kan ikke være tale om slikt noget
længer; nu er jeg berget....
Men hun var meget forsakt. Gud bevare mig! sa hun bare
og tidde. Hun sa dette med korte mellemrum og tidde hver
gang igjen. Gud bevare mig!
Jeg begyndte å spøke, tok hende i siden for å kildre hende,
løftet hende op til mit bryst. Hun hadde atter knappet kjolen
igjen og dette ærgret mig. Hvorfor skulde hun knappe kjolen
igjen? Var jeg i hendes øine mindre værdig nu end om jeg selv
hadde forskyldt ved et viltert liv at mit hår faldt av? Vilde
hun da synes bedre om mig hvis jeg hadde gjort mig til en
uthaler? .... Ikke noget sludder. Det gjaldt bare å gå på!
Og hvis det bare gjaldt å gå på så var jeg manden. —
Jeg måtte begynde forsøkene igjen.
Jeg la hende ned, la hende simpelthen ned i sofaen. Hun
stridde imot, ganske lite forresten, og så forbauset ut.
Nei.... hvad vil De? sa hun.
Hvad jeg vil?!
Nei.... nei men..:.?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
