Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
Joda, joda....
Nei, hører De! ropte hun. Og hun la til disse sårende ord:
Tænk jeg tror De er vanvittig.
Jeg holdt uvilkårlig litt inde og jeg sa:
Det mener De ikke!
Jo, De ser så rar ut! Og den formiddag De forfulgte mig,
— De var altså ikke fuld dengang?
Nei. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg hadde netop
spist.
Ja så meget værre var det.
Vilde De heller at jeg skulde været fuld?
Ja.... Hu jeg er rædd Dem! Herregud, kan De nu ikke
slippe!
Jeg tænkte mig om. Nei jeg kunde ikke slippe, jeg tapte
formeget på det. Ikke noget forbandet pærevæv en silde aften-
stund på en sofa! He, hvilke utflugter fandt man ikke på
å komme med i et slikt øieblik! Som om jeg ikke visste at
det var bare undseelse altsammen! Da måtte Jeg være grøn!
Så, stille nu! Ikke noget tøv!
Hun strittet besynderlig stærkt imot, altfor stærkt til bare
å stritte imot av undseelse. Jeg kom av vanvare til å støte
lyset overende så det sluknet, hun gjorde fortvilet motstand,
utstøtte endog et lite klynk.
Nei ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse
mig på brystet. Kjære, snille Dem!
Jeg stanset øieblikkelig. Hendes ord lød så forfærdede,
hjælpeløse, jeg blev inderlig slagen. Hun mente å by mig en
erstatning ved å gi mig lov til å kysse hendes bryst! Hvor
det var skjønt, skjønt og enfoldig! Jeg kunde faldt ned og knæ-
let for hende.
Men kjære vene! sa jeg aldeles forvirret, jeg forstår ikke
«+++ jeg begriper virkelig ikke hvad dette er for slags spil....
Hun reiste sig og tændte atter lyset med rystende hænder;
jeg sat tilbake på sofaen og foretok mig ingenting. Hvad vilde
nu ske? Jeg var i grunden meget ilde tilmote.
Hun kastet øinene bort på væggen, bort til klokken, og
for sammen.
Uf nu kommer piken snart! sa hun. Dette var det første
hun sa.
Jeg forstod denne hentydning og reiste mig. Hun tok efter
kåpen som for å klæ den på, men betænkte sig, lot den ligge
og gik bort til kaminen. Hun var blek og blev mere og mere
urolig. For at det dog ikke skulde se ut som om hun viste mig
døren sa jeg:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
