Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Var han militær Deres far? Og samtidig gjorde jeg mig istand
til å gå.
Ja han var militær. Hvorav visste jeg det?
Jeg visste det ikke, det faldt mig bare ind.
Det var besynderlig!
Åja. Det var enkelte steder jeg kom hvor jeg fik det med
anelser. Hehe, det hørte med til mit vanvid det....
Hun så hurtig op, men svarte ikke. Jeg følte at jeg pinte
hende med min nærværelse og vilde gjøre kort proces. Jeg gik
til døren. Vilde hun ikke kysse mig mere nu? Ikke engang
række mig hånden? Jeg stod og ventet.
Skal De gå nu da? sa hun, og hun stod endda stille borte
ved kaminen.
Jeg svarte ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende
uten å si noget. Nei hvad jeg hadde ødelagt! Det lot ikke til
å angå hende at jeg stod færdig til å gå, hun var på en
gang aldeles tapt for mig og jeg lette efter noget å si hende
til avsked, et tungt, dypt ord som kunde ramme hende og
kanske imponere hende litt. Og stik imot min faste beslutning,
såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig
likefrem til å tale om uvæsentligheter; det rammende ord
kom ikke. jeg bar mig ytterst tankeløst ad. Det blev svada og
boksprog igjen.
Hvorfor kunde hun ikke like så godt si klart og tydelig
at jeg skulde gå min vei? spurte jeg. Jo jo hvorfor ikke? Det
var ikke værdt å genere sig. Istedetfor å minde mig om at
piken snart vilde komme hjem kunde hun også simpelthen
ha sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå og
hente min mor og jeg vil ikke ha Deres følge nedover gaten.
Så, det var ikke det hun hadde tænkt på? Åjo det var nok
allikevel det hun hadde tænkt på, det forstod jeg straks. Det
skulde så lite til for å sætte mig på spor; bare den måten
hvorpå hun hadde tat efter kåpen og atter latt den ligge
hadde overbevist mig med en gang. Som sagt, jeg hadde det
med anelser. Og det var vel kanske ikke så meget vanvid i
det i grunden....
Men Herregud, tilgiv mig nu for det ord! Det slap mig av
munden! ropte hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke
til mig.
Jeg var ubøielig og fortsatte. Jeg stod der og sludret væk
med den pinlige fornemmelse at jeg kjedet hende, at ikke et
eneste av mine ord traf, og allikevel holdt jeg ikke op: I
grunden kunde man jo være et temmelig ømtålig gemyt om
man ikke var gal, mente jeg; det var naturer som næret sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
