Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
| av bagateller og døde bare for et hårdt ord. Og jeg lot under-
| forstå at jeg hadde en slik natur. Saken var den at min fat-
tigdom hadde i den grad skjærpet visse ævner i mig at det
voldte mig likefrem ubehageligheter, ja jeg forsikrer Dem like-
frem ubehageligheter, desværre. Men det hadde også sine for-
dele, det hjalp mig i visse situationer. Den fattige intelligente
. var langt finere iagttaker end den rike intelligente. Den fattige
ser sig om for hvert skridt han tar, lytter mistænksomt til
hvert ord han hører av de mennesker han træffer; hvert skridt
han selv tar stiller således hans tanker og følelser en opgave,
et arbeide. Han er lydhør og følsom, han er en erfaren mand,
hans sjæl har brandsår....
Og jeg talte rigtig længe om disse brandsår som min sjæl
hadde. Men jo længer jeg talte desto uroligere blev hun; til-
sist sa hun Herregud! et par ganger i fortvilelse og vred sine
hænder. Jeg så godt at jeg plaget hende og jeg vilde ikke
plage hende, men gjorde det allikevel. Endelig mente jeg å
ha fåt sagt hende i grove træk det nødvendigste av det jeg
. hadde å si, jeg blev grepet av hendes fortvilede blik og ropte:
Nu går jeg, nu går jeg! Kan De ikke se at jeg allerede har
- hånden på låset? Farvell Farvel, sier jeg! De kunde nu gjærne
svare mig når jeg sier farvel to ganger og står fiks og færdig
til å gå. Jeg ber ikke engang om å få træffe Dem igjen, for
| det vil pine Dem; men si mig: Hvorfor lot De mig ikke være
i fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik da ikke i veien for
Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig
som om De slet ikke kjender mig mere? Nu har De ribbet
mig så inderlig blank, gjort mig endda mere ussel end jeg
var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig. De
vet meget godt når De vil tænke Dem om at det er ingenting
som feiler mig nu. Kom nu da og ræk mig hånden! Eller lat
mig få lov til å komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke
gjøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et øieblik,
knæle ned på gulvet der foran Dem, bare et øieblik; må jeg?
Neinei så skal jeg ikke gjøre det, jeg ser De blir rædd, jeg skal
ikke, skal ikke gjøre det, hører De. Herregud, hvorfor blir De
så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg vilde ha
knælet ned på tæppet et minut, just der, på den røde farve
like ved føtterne Deres. Men De blev rædd, jeg kunde straks
se det på Deres øine at De blev rædd, derfor stod jeg stille.
Jeg gjorde ikke et skridt da jeg bad Dem derom; vel? Jeg stod
like så urørlig som nu når jeg viser Dem det sted hvor jeg
vilde ha knælet for Dem, der borte på den røde rose i tæppet.
Jeg peker ikke med fingeren engang, jeg peker slet ikke, jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
