Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
dere, og dere kan gå deres vei alle som ikke hører hjemme
her. Jeg vil ha fred i min egen leilighet, har jeg tænkt!
Jeg sa intet, jeg lukket slet ikke munden op, men satte mig
nede ved døren igjen og hørte på larmen. Alle skrålte med,
endog børnene og tjenestepiken som vilde forklare hvordan
hele striden var begyndt. Når jeg bare var taus så vilde det
nok drive over engang; det vilde ganske visst ikke komme til
det ytterste når jeg bare ikke sa et ord. Og hvilket ord kunde
jeg ha å si? Var det kanske ikke vinter ute og lidde det ikke
atpå kjøpet mot natten? Var det da tid å slå i bordet og være
kar for sin hat? Bare ingen narrestreker! Og jeg sat stille og
forlot ikke huset skjønt jeg næsten var blit sagt op. Jeg stirret
forhærdet bort på væggen, hvor Kristus hang i oljetryk, og
tidde hårdnakket til alle værtindens utfald.
Ja er det mig De vil bli av med, madam, så skal det ikke
være noget iveien for mit vedkommende, sa den ene av kort-
spillerne.
Han reiste sig. Den andre kortspilleren reiste sig også.
Nei jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller, svarte værtinden
de to. Gjælder det på så skal jeg nok vise hvem jeg mener.
Hvis det gjælder på. Har jeg tænkt! Det skal vise sig hvem
dere
Hun talte avbrutt, gav mig disse støt med små mellemrum
og trak det rigtig i langdrag for å gjøre det tydeligere for mig
at det var mig hun mente. Stille! sa jeg til mig selv. Bare stille!
Hun hadde ikke bedt mig om å gå, ikke uttrykkelig, ikke
med rene ord. Bare ingen hovmodighet fra min side, ingen
utidig stolthet! Ørene stive! .... Det var dog et eiendommelig
grønt hår på den Kristus i oljetryk. Det liknet ikke så lite
grønt græs, eller uttrykt med utsøkt nøiagtighet: tykt enggræs.
He, en ganske rigtig bemærkning fra min side, forsvarlig tykt
enggræs.... En række av flygtige idéforbindelser løp mig i
denne stund gjennem hodet: Fra det grønne græs til et skrift-
sted om at hvert liv var som græs som antændtes, derfra til
dommedag når alt skulde brænde op, så en liten avstikker
ned til jordskjælvet i Lissabon, hvorpå det foresvævet mig
noget om en spansk spyttebakke av messing og et penskaft
av ibenholt som jeg hadde set hos Ylajali. Ak ja alt var for-
gjængelig! Ganske som græs som antændtes! Det gik ut på
fire fjæler og et liksvøp — hos jomfru Andersen, tilhøire i por-
ten...
Og alt dette kastedes om i mit hode i dette fortvilede øieblik
da min værtinde stod i færd med å jage mig på dør.
Han hører ikkel ropte hun. Jeg sier De skal forlate huset,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
