Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
spør Dem igjen om det ikke er noget igjære mellem Dem og
Minutten? Isåfald trækker jeg mig straks tilbake. Ja De ryster
på hodet; men jeg forstår ellers ikke at De kan vægre Dem
for å overveie saken til imorgen og gi mig besked da. Det er
bare simpel retfærdighet. Og De som er så god!
Så gav hun efter, ja hun reiste sig endog op, hendes bevæ-
gelse løp av med hende og hun strøk ham smilende og grå-
tende over håret likesom engang før. Hun vilde træffe ham
imorgen også, hun vilde det gjærne; han måtte bare komme
litt tidligere, klokken fire, klokken fem, mens det var lyst, så
fik ingen noget å si. Men nu måtte han gå, det var bedst at
han gik straks. Å ja, så kom han igjen imorgen, hun skulde
nok være hjemme og passe på ....
Det sælsomme barn av en gammel pike! For et ord, en halv
ytring blusset hende hjærte op og henrev hende til ømhet,
til smil. Hun holdt ham i hånden like til han gik, fulgte ham
til døren og holdt ham endda i hånden. Ved trappen sa hun
meget høit godnat til ham som om det kunde være nogen i
nærheten hun vilde trodse.
Regnet hadde hørt op, endelig hadde det hørt næsten op;
hist og her sås allerede en plet blå himmel mellem de grum-
sede skyer og bare nu og da faldt endnu en regndråpe ned på
den våte jord.
Nagel åndet atter friere. Jo han skulde vinde hendes tillit
påny; hvorfor skulde det ikke lykkes ham? Han gik ikke hjem,
han drev forbi bryggerne, langs sjøen, passerte byens siste huser
og kom ind på præstegårdsveien. Det var ingen folk å se.
Da han endnu hadde gåt nogen skridt frem reiser sig plud-
selig et menneske op fra veikanten og gir sig til å gå foran
ham. Det var Dagny; den lyse flætte hang nedover hendes ryg
utenpå regnkåpen.
Han gjennembævedes fra top til tå og stod et øieblik næsten
stille; han blev også i høi grad forbauset. Var hun da ikke på
basaren iaften også? Eller gik hun bare en liten tur før
tableauerne begyndte? Hun bevæget sig uendelig sagte frem
og stanset endog et par ganger og så tilveirs efter fuglene som
igjen begyndte å flyve om mellem trærne. Hadde hun set ham?
Vilde hun prøve ham? Hadde hun reist sig da han kom for
endnu en gang å erfare om han våget å henvende sig til
hende?
Hun kunde berolige sig, han skulde aldrig forstyrre hende
mere nu! Og pludselig våkner hans vrede, en blind og dump
vrede mot dette menneske som kanske endnu vilde friste ham
til å forløpe sig, bare for å ha den tilfredsstillelse å ydmyge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
