Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
merksom på at hun utvalgte ham og han holdt på å gå på
næsen for å hjelpe hende til å træffe. Hele banden ler og fruen
ler. Danke schön, gnådige Frau, vielen Dank! Men nu fløi vel
pokkeren i den unge hornblåser, han kommer like bort til vin-
duet og ser op på hende og kysser på fingeren. Og i denne korte
avstand er det næsten som på munden. Gliickliche Reise nord-
wårts! sier fruen og stiger tilbake fra vinduet for å skjule at
hun blev så skammelig rød.
Det var det! sier hun så.
Men apoteker Holm har været interesseret i noget andet og
svarer ikke. Han har fåt øie på en liten gut og en liten pike som
står avsides fra bybørnene og holder hverandre i hånden. De er
vel uvant med å færdes i by og tør ikke slippe hverandre. Begge
bærer en bundil under armen, begge stirrer på musiken med
munden åpen, de er bare øine.
Holm sier til fruen og bukker dypt: Jeg må forlate Dem,
frue. Har rent glemt at jeg har vakt. Skjærer mig i hjertet.
Velsigne Dem, så må De gå! svare hun. Hun var så ekstra
flink sån til aldrig å undre sig over hans indfald.
Tak for idag, frue! Skjærer mig i hjertet.
Han haster ut og samler op de to børn som leier hverandre.
Hvad heter far din? spør han gutten. Et tosket spørsmål og
gutten bare ser på ham.
Er dere fra Nordgrænden?
Hvad sier du?
Om dere er fra Nordgrænden?
Ja.
Du vet vel ikke, hvad far din heter?
Han far er død, sier gutten.
Døde han i Segelfossen?
Ja, svarer begge børnene.
Kom, så skal dere få mat! sier Holm.
Gud vet hvad han nu kunde ha derhjemme som var godt nok
til disse småfolk, de trængte meget og måtte også ha med noget
hjem i bundilen.
Han går til hotellet med dem.
Men nu satte Holm sig i en god knipe. Det siste han sa til
børnene den dag var: Kom igjen imorgen! Ja for de hadde jo
git ham sine små sørgelige hænder og takket for maten, det
var som fugleføtter å ta i og ikke til å stå for.
Og ja, dagen efter kom børnene 1 velsignet god tid til ho-
tellet, og derefter kom de dag efter dag. Det var godt, og det
skulde Holm ingenlunde ha sig frabedt. Men nu kom også mor
deres, og hun kom med de to mindste, så de var fem ialt, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
