Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aftenrøde. Slutningsspil (1898) - Tredje akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
kjøkkentrappen og talt med Alexandra — med piken. Jeg vilde
vite når hun kom og når hun gik; for hun pleiet å vanke her
i huset. Spør nu hende selv. Hun er min ungdoms brud. Hun
blev revet ut av mine armer for tyve år siden. Jeg hadde en viss
ret til å nærme mig hende og længselen drev mig til å gjøre
det. Så, skriv nu bare videre og lyv mig ned i dit blad. Jeg kan
bære det.
Frøken Hovind (kaster sig om hans hals). Nei, Gud, er
det sandt, Carsten? Har du gjort alt dette for mig? Å, jeg har
nok skjønt hele tiden at du har kredset om mig, men jeg har
ikke våget å tro det. Kjære, kjære dig, jeg har jo bare ventet
på denne stund. Tak fordi du ikke pinte mig længer, Carsten.
Nu skal ingen få revet din ungdoms brud ut av dine armer mere.
Jerven (frigjør sig). Hvad sier du nu, Bondesen?
Bondesen. Nu sier jeg at jeg går over til dem som be-
undrer dig. (Mere bifald fra porten.)
Fru Kareno (i bakgrunden). Hysch-sch! Ivar skal tale (til-
bake. Alle mot bakgrunden og lytter. Bondesen står og noterer).
Kareno. Må jeg takke Dem, mine herrer, for den tillit De
viser mig. Jeg skal love Dem og mig selv ikke å skuffe den. Det
var en tid da jeg hadde ondt for å forstå at den modne alder
hadde ret, — den tid er forbi. I tyve år har jeg trodset for-
nuften, jeg tjente ærlig og redelig min vildfarelse, jeg drev det til
forhærdelse, jeg visste ikke av andet end min tro, min sand-
het, min seir. Så kom den dag da selve livet oplot sin dype
bas og sa: Stans! Jeg lyttet til denne røst og satte mig til å tænke
over igjen. Hvad fandt jeg? Min trods begyndte å sløves, det
skedde lynslag i min hjærne, ideeruptioner, jeg gav umærkelig
efter på vigtige punkter, jeg fik et andet syn. Er jeg den evige
og uforanderlige herre over alle verdenshjørner? Jeg er bare et
menneske som fører en utvikling. Det er sammenhæng i mit liv,
Jeg står ikke længer fast i min forhærdelse, jeg veier, vraker og
gror. Jeg finder ingen motsigelse i at jeg for tyve år siden
trodde anderledes end nu; for min fornuft og min ansvarsfølelse
har vokset med min alder. (Bifald.)
Kareno. Motta, mine herrer, min tak for den store hæder og
ære De viser mig. Jeg skal arbeide for mig og Dem (holder manu-
skriptet i guldpapir i veiret). Her har jeg allerede et skrift som
jeg har nedlagt mine dypeste tanker i. Jeg begynder å utgi dette,
senere vil flere følge. Jeg vil kjæmpe for jævne forbedringer
i vort liv, humane foranstaltninger, skridtvis utvikling. Giv mig
bare tid til å vise hvad jeg kan gjøre. Jeg svigter Dem aldrig, jeg
befinder mig vel iblandt Dem, Deres standpunkt er blit mit, det
er min havn. Efter et langt kampliv har jeg fundet min re og jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
