Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Livet ivold (1910) - Akt IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
der? (da hun er forsvundet). Det er for jålet. Man skulde tro
det var minst mig som var blit forgiftet.
Fruen. Hvorfor måtte hun ikke det?
Blumenschøn (trækker på akslen). Jo gjærne for mig.
Men den eneste som har grund til å ængste sig nu det er mig
og ingen anden.
Fruen. Og løitnanten. Han er svært forstyrret, han lægger
visst al skylden på sig. Jeg synes virkelig synd i ham.
Blumenschøn. Men end i mig?
Fruen. Joi Dem også. Nei ikke i Dem. For De skal jo reise
så. Å Alexander! (kaster sig ned for ham).
Blumenschøn. Nei — stå op igjen. De kan jo komme.
Hører De ikke!
Fruen. Nei. Jeg hører ikke. Og jeg bryr mig ikke om nogen
ting, lat dem komme. Jeg vil ha lov til å vise alle mennesker at
jeg elsker dig. For nu er det jo slut allikevel, så.
Blumenschøn. Du driver altså mig fra stolen (reiser sig).
Fruen (op). Nei nei, lat heller mig gå — sæt dig igjen
(kaster sig på en stol). Å det var jo engang at du ikke for-
bydde mig å vise min kjærlighet, står nu du og tænker på det
samme mon?
Blumenschøn (sætter sig). Hvad skal jeg si til det. Alt
til sin tid, får jeg vel si. Her er vi jo ikke alene.
Fruen. Men det var kanske især når vi ikke var alene at
jeg fik vise min kjærlighet. Slik var det før. Da vilde du ikke
likt at jeg var forsigtig.
Blumenschøn. Og hvad skal jeg si til det?
Fruen. Nei hvad skal du si. Du holdt mig bedre ut den-
gang, meget bedre ut dengang. Men kan du forstå at jeg har det
likeens endda? Jeg er så fortvilet uforandret. Men hvorfor er
jeg det? Nu kjender jeg det som om jeg ikke kan leve uten dig.
Ja. At jeg ikke kan leve uten dig. Og slik var du selv engang.
Blumenschøn. Men Juliane, nu er det ikke noget å
gjøre ved det.
Fruen. Neivel. Men, ser du, jeg er ikke av dem som skifter.
Å, men det var ikke du heller før. Husker du — næsten som
om du var enøiet, slik var du. Vet du hvorledes en enøiet kan se
på nogen? Aldeles som om han er farlig, så stærk blir han i
ansigtet. Og slik var du også, du sam let øinene dine på mig
så du blev som enøiet. Ja. Så gjærne vilde du ha mig. Hvorfor
sætter De Deres stol så nær mig i kvæld? sa jeg. — Fordi jeg
vil komme borti kjoleærmet Deres litt, sa du, og jeg elsker å
få røre ved Dem, sa du. — Hvormeget? sa jeg. Å slik begyndte
det, husker du det? Ja Gud hvor det var en deilig tid!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
