Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Feberdikte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
II
Nu drager en høst sit dødningespor,
enden kan håpes, enden kan ventes,
liv som gaves tilbakehentes,
alting forgår i forgjængelsens kor.
Men mennesket lever så længe.
Nu sankes i lade og samles i hus,
græsset høstes og kornet skjæres,
løvet falder, altsammen fortæres,
segner tilbake i dødens brus.
Men mennesket lever så længe.
ITI
Gud straffe dig, Alvilde,
du slukte al min ild
og tok dit ord tilbake
og ledte mig så vild.
Jeg har vel veien lang igjen
og det er ingen sol på den.
Gud straffe dig, Alvilde!
Gud glæde dig, Alvilde,
ha tak for hvert minut.
Du gav mig mange navne
og kaldte mig din gut.
Du rakte mig din hånd og mund
og du var min en liten stund,
Gud glæde dig, Alvilde!
IV
Nei hør, hvad er det for en stille gru
som glider ind i mine sanser nu,
som vrænger hviten i mit øie frem
og gjør mig munden blek og skakt fortrukken?
En spas av fatum der han ligger drukken?
En galmandsverden fylder mig — fra hvem?
V
Det er noget jeg sitter og ei kan forstå:
hvi skjæres det korn og hvi falder det løv?
Hvi smuldrer alt sommerens liv til støv?
Hvi grønnedes græsset for straks at forgå?
Det tænker jeg på.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
