Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Feberdikte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
Det korn skulde mætte de hungrige munde
og græsset blev grønt for at visne til strø.
Og løvet var skyggen i solrike lunde.
Men jeg — hvorfor dryssedes glædernes frø
i mig for at dø?
Jeg ropte og spurte til havets skum,
til skogen og berget og sivet,
til stenen og stormen og himlens rum
og alting som øren er givet:
har jeg bedt om at fødes til livet?
Men himlen og stormen og stenen var stum.
VI
Alvilde, jeg husker den siste nat,
du ropte: Knæll
Jeg drak av din sko
og alle lo.
Det gjorde jeg nu for at muntre din sjæl,
Alvilde, så rakte du ut en blomst.
Jeg holdt mig frem,
du gav mig et blik,
et fuldgodt stik.
Jeg tumlet mig ut. Det var kulmørkt hjem.
VII
Nu hyler den høstlige vind
som en regnvåt hund mot min rute,
det risler en frost i mit blod
mer kjølig end vindens derute.
Det folder sig ut i mit indre
et dunstende giftblomstflor,
og dunsten står hvit ut i veiret
ifra mine næsebor.
Det spirer i hatets have.
Det koker, det koker. Jeg prøver
forgjæves at falde i blund,
jeg hører en flaglines evige
klapren og klapren mot stangen,
det pusler ved døren, det lister
på tå, det er skridt i gangen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
