Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Den suk gjennem skapningen - Til frøken S***
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
910
Og tiden den lakket. Jeg så efterhvert
at enden på visen var given.
Nei hellige fader Origenes, du
fandt endelig midlet og skar dig itu.
Kortsagt, det var frelsen. Jeg brøt overtvært
og langet en hånd efter kniven.
Da var det på Bospor jeg første gang så
eunuker i haremets joller.
Men kjære —? Nei Gud sig forbarme for liv!
På stedet fordømte jeg bruken av kniv.
Endvidere så jeg tyrkinderne gå
med bryster så spændte som boller.
Men det var om våren. Men våren den gik
og år efter år fulgte efter.
Og litt efterhvert som min modenhet kom
forundtes jeg ro til at tænke mig om:
Jo måtehold var en fortræffelig skik
for penger, for tid og for kræfter.
Så lyt da til en med erfaring og år,
en frelsermand lar eder kalde:
I unge skal sandelig ta jær med magt
og sætte jær foran jær selv på vagt.
Men er det nødvendig — sån anden hver vår
— jeg mener en dag når I snoft forgår —
om natten — når «sukket» begynder at gjalde
og ryste jær sammen med hud og hår —
min mening er den at hvis — når I står —
endmere at hvis når I står og vil falde
TIL FRØKEN S***
De skriver det er dumt av mig at holde mig så kry;
endskjønt de slår mig ned i mange blade
så løftet jeg mit hode «som en nar op mot sky».
— Ja Gudskelov, mit sind er av de glade.
Men noget har De ret i: at jeg ikke er «av navn» —
En lodd som ellers heldigvis er fleres.
Men jeg har hele tiden bittert følt det som et savn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
