Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Himmelbrev til Byron - Bøcklins død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
som har hun alverdens erfaring på baken.
Slik går hun da om gjennem landet og byen
og holder sit liv for en gylden reform.
Og ingen tør mene at hun er abnorm;
ti stikker hun freidig sin næse mot skyen
og spotter hver storm.
Men sangen — sangen den drager av lande
og hylet det høres i gate og dal:
arbeiderbevægelse, damp, kapital,
ja hyl over alle hvilende vande.
Men sangen drager av lande.
Det hørtes en tone fra dine øer
om piker og helter og livets musik
og morilden i det forelskede blik —
den lyder ei mere om nutidens møer.
Ti sangen drager av lande.
Når kommer du atter, du store kjætter?
Her lever nu én som din tone tar,
den deiligste stemme på jorden var,
din grånende broder på Danmarks sletter
— den siste sanger i lande.
BØCKLINS DØD
Han kom fra fremmede kyster, av ledende stjærner ført,
og stanset forundret på tærsklen ind til verden den vide.
Her skalv så kjølig et lys i selveste middagstide,
her var som om aldrig en bøn var hvisket og aldrig hørt.
Han bredte sin guldglans over, til verdens undrende gys:
en «sommer» blev dobbelt sommer, natten blev varm som
dagen;
den «enhjørning» går i sin skog, så stanser han brat betagen:
det stod for hans øine mange — ja mange morgningers lys.
Der skrider de hvite kvinder nedad den «hellige lund».
Fuglen stilner og løvet stilner på træernes grener,
røken stiger i veiret fra alterets hugne stener,
så knæler de kvinder for guden, stille, med lukket mund.
Det står en «villa ved sjøen» med tårne og kapitæl.
En kvinde lytter ved muren, sort og med sløret pande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>