Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Gangspilsvise - Det stunder mot regn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Du elsker mig og eier mig
og holder mig i fang.
Da nikker jeg og neier mig,
og spillet går sin gang.
Her haver du mit ord:
med dig så vil jeg leva og dø på søden jord.
Og Gud han vær os nær!
Vi lever alle kortelig en række år at smake,
men bed din Gud hans vilje ske, så vender jeg tilbake,
trods meget stort besvær
og mangt et ondt begjær.
Du pusser mig og pleier mig
ved dag og natten lang.
Jeg nikker mig og neier mig,
og spillet går sin gang.
En sang for veir og bør,
en sang så rent hjærtinderlig som ingensinde før.
Op seil på talget stag!
Så stævner vi til østerled, ja til mogulens rike,
der vinker mig et elfenben, en ganske deilig pike
med liflig sindelag
til begges velbehag.
Jeg vet så vel jeg greier mig
i smil og bægerklang.
Da nikker jeg og neier mig,
og spillet går sin gang.
DET STUNDER MOT REGN
Høsten er kommet med synkende sol,
sommerens skoger er gule og røde,
nætterne kolde og engene øde.
Det stunder mot regn, for hønerne gol
og griserne bar til bol.
Og utover jordet går alting påsned,
kua tar selveste oksen på hornet
og endda går bonden og sliter med kornet.
Det stunder mot regn, sier Lasse smed,
for smierøken slårsned.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
