Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På gjengrodde stier (1949)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
Du har så brede hænder, du har så bred en hånd
for du er ret og slet en arbeidspike.
Jeg så dig langt på jordet som dagens gode ånd,
du skar omkap i kornet og bandt de rappe bånd,
og i poteten var du uten like.
Du læser ikke bøker og du dikter ingen drøm,
men ingen er som du — i dine stunder.
For da er du på verdslig vis så ugudfryktig øm,
så segnet ned i nuet, med al din sans på svøm,
og går tilbunds i livets største under.
Jeg så dig i dit virke forgylde dine år
da du blev både mor og egen amme.
Du bøtte og du bygde og trygde dine kår,
velsignet blandt kvinder og Guds fred der du går!
Du har så brede hænder, så vakkert grånet hår,
og smilet er den dag idag en flamme.
Jeg syntes efterhvert at dette ikke blev så verst, sandelig. Det
er mange som ikke dikter bedre. Men naturligvis skjeier jeg ut
tilslut, jeg gaper over formeget, får linjer tilovers og må la
linjer ligge ubrukt. Jeg er ingen, Robert Burns. Å, jeg kjender
til det og får formeget eller forlite og blir brydd og fortvilet og
river op grasroten der jeg sitter. Nu vil Arild maskinskrive
dette også og ta det med eller kaste det, som han synes. Jeg er
like glad. Jeg er vel vant med å kaste mine lapper, har kastet i
mange år, kastet og tat til nåde og igjen kastet. Disse siste vers
har jeg sittet i tre dager og kastet og tat til nåde i hulen min.
Og jeg har måttet passe på som en smed når vakre uvedkom-
mende strofer har villet dra alt overende.
Vi sitter sammen nogen kamerater. Jeg har nys git ut en
samling versmakerier og har lykkelig undgåt å høre noget om
dem. Men så kommer Daniel ind og han sier: Det er ikke søtme
i dine vers! Han trodde vel det var en nyhet for mig. Men det
var det ikke. Han hadde evig ret. Og det var ikke bare søtme
som manglet men så altfor meget andet også, hele sulamitten.
Jeg kan se det hos andre, og jeg kan røres og gråte i brystet
over andres vers, men selv kan jeg ikke gjøre dem. Jeg får så
mangen velsignet gave fra det høie, men jeg reflekterer dem
sønder og sammen. Det er nok at jeg rører ved dem, fingrer
ved blomsterstøvet.
Jeg husker ikke om det var Kønig eller nogen anden som talte
til mig om å utgi samlingen, men det var ialfald tåpelig av mig.
20 — Hamsun XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
