Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pan (1894) - Glahns død. Et papir fra 1861 - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418
Det var kanske atter brevet fra grevinden som ulmet i hans
erindring og jeg svarte:
Som man reder så ligger man.
Han blev for hver dag mere taus og mørk, han drak ikke
mere og sa heller ikke et ord mere; hans kinder blev hule.
En dag hørte jeg pludselig passiar og latter utenfor mit vindu,
jeg så ut, Glahn hadde igjen fåt sin lystige mine på og stod
og talte høit med Maggie. Han brukte alle sine bedårende
kunster. Maggie måtte nok være kommet like hjemmefra og
Glahn hadde passet hende op. De betænkte sig ikke engang på
å slå sig sammen ret utenfor min glasrute.
Jeg følte en skjælving i alle mine lemmer og jeg spændte
hanen på min rifle og lot den igjen gå ned. Jeg trådte ut
på plassen og tok Maggie i armen; vi gik tause ut efter byen;
Glahn forsvant straks ind i hytten.
Hvorfor taler du atter med ham? spurte jeg Maggie.
Hun svarte ikke.
Jeg var fortvilet til døden, mit hjærte klappet så hårdt at
jeg knapt kunde trække pusten. Aldrig hadde jeg set Maggie
smukkere end da, jeg hadde aldrig set en helt hvit pike så smuk
og derfor glemte jeg at hun var tamuler og glemte alt for
hendes skyld.
Svar mig, sa jeg, hvorfor taler du med ham?
Jeg synes bedre om ham, svarte hun.
Synes du bedre om ham end om mig?
a.
Å hun syntes bedre om ham skjønt jeg nok kunde måle
mig med ham! Hadde jeg ikke altid været venlig mot hende
og git hende skillinger og foræringer? Og hvad hadde han
gjort?
een gjør løier med dig, han sier at du tygger, sa jeg.
Det forstod hun ikke og jeg forklarte hende det bedre at hun
altid hadde den vane å stikke alting i munden og tygge på det
og at Glahn gjorde sig lystig over hende derfor. Dette gjorde
mere indtryk på hende end alt andet som jeg sa.
Hør her, Maggie, sa jeg videre, du skal være min for altid;
vil du ikke det? Jeg har tænkt over det, du skal følge med mig
når jeg reiser herfra, jeg vil gifte mig med dig, hører du, og vi
skal reise til mit eget land og bo. Det vil du vel?
Og dette gjorde også indtryk på hende, Maggie blev livlig
og talte meget med mig på spaserturen. Hun nævnte bare en
gang Glahn, hun spurte:
Og skal Glahn være med os når vi reiser?
Nei, svarte jeg, det skal han ikke. Er du bedrøvet derfor?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
