Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Siesta (1897) - På bankerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
dame! sier han. Og her stanser han. Hans engelsk strækker ikke
længer, han kommer ikke av flækken.
Gik det virkelig en dame efter dig på Amsterdams gater?
spør «doktoren» ærtende fra sin køie.
Ja, en damel sier han henrykt og storleende. Dette griper
ham så at han endog bander to ganger på det, og vi ler av
ham allesammen. Han forsøker å fortsætte, men stanser igjen;
det er ham ikke mulig å komme videre. Han arbeider med sin
gamle hjærne, anstrænger sig hæftig for å finde ord som kan
fortælle os tingen; men han tier bomstille. Det er ham så meget
om å gjøre å få meddelt sig just på dette punkt, og overvældet
av erindringen om denne dame, drevet, til fortvilelse ved ikke
å kunne forklare sig, eksploderer han pludselig på sit eget sprog,
buldrer ut en stor sværm av underlige ord som ikke en eneste
av os forstår undtagen hans landsmand som ligger i en anden
køie og snorker.
Dette var van Tatzels historie, den eneste han kunde og som
altid endte der. Vi hadde hørt den så mange ganger, den be-
gyndte stadig på samme måte om den aften i Amsterdam.
Det var en troværdig historie og det var ingen av os som tvilet
på den ....
Så lå vi en stund og tænkte på denne fortælling mens havet
larmet utenfor, lampen svaiet i sine messingringer og vagten
klappet med sine træsko i dækket ovenover os. Så kom nat-
Med oaor
Men undertiden kunde jeg våkne igjen ved midnatstide, halv-
kvalt av dampen fra alt dette pustende menneskekjøt som
vridde sig i vilde drømme og sparket tæpperne av sig. Lam-
pen lyste på de plumpe kropper i grå vadmelsskjorter; rus-
serne med sine tre fire skjæggestrå på snuten så ut som so-
vende sælhunder og deres fete, nakne føtter liknet luffer. Fra
hver køie hørtes stønning og halve ord; negrene lå og gliste
med sine hvite tænder og talte høit, nævnte et navn, blåsende
op sine sorte kinder. Fra den yngste hollænders køie hørtes
under en klukkende latter det samme navn, avbrutt av snor-
king og små lydelige hvin — navnet på skipperens kone. Alle-
sammen var optat av hende; disse liderlige dyr lå endog og
talte om hende i søvne, hver i sit sprog, snorksov med lukkede
øine og mumlet de ublueste ord mens de smilte og stak tungen
ut. Men van Tatzel sov rolig, sundt og rolig, som et umæ-
lende dyr.
Den ramme lugardunst, tobaksrøken, lukten av svettende
mennesker og av fisk fra lasten blandet sig sammen til en tung,
bedøvende tåke som lukket mine øine i såsnart jeg åpnet dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
