Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Erobreren - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Nei! ropte han og stampet i gulvet. Og han grep hendes hånd,
knuget den og kysset den.
Hun slet sig løs, hævet ridepisken og gav ham et susende
slag i ansigtet. Han blev med ett rolig og rettet sig op. En
blodrød strime fløi ut på hans venstre kind.
Hun betragtet ham et øieblik og lot pisken falde.
De slog mig, sa han, men det gjør ikke noget. Gjør det igjen,
det glæder mig hver gang.
Men med foroverbøiet hode, med øinene mot gulvet ilte
hun avsted, opover trappen og bort til sit værelse ..
Hun reiste ikke næste dag. Hun besøkte utsigterne, fossen,
skibsværfterne. Hvor alverden var blit forandret og hvor hen-
des hjærte med ett var blit fuldt av den deiligste dårskap.
Nei hun vilde aldrig ha gjort denne triste reise sydover til den
mand som hun ikke elsket mere hvis ikke hendes far officeren
hadde befalet hende det. Men hun vilde komme igjen, være til-
bake straks. Og hun gav erobreren sin hånd.
Jeg kommer med, sa han, jeg følger efter Dem allerede imor-
gen. Vel møtt igjen, min eneste kjærlighet!
III
Nu fulgte — som hver gang før — en kort tid, nogen timer
hvori han gik omkring i en makeløs rus og så og hørte intet
andet end sin elskede. Hun telegraferte med nogen timers
mellemrum og skrev et brev, to brever på duftende papir. Han
læste disse skjønne ord med den hæftigste glæde og gik som
med et levende blomsterflor i sit indre.
Timerne fløi. Hvorfor reiste han ikke efter hende? I den
henrykte tilstand han var forsømte han å forlate hotellet og
begi sig avsted. To dager bakefter var han endnu ikke tat bort
fordi han ikke hadde hjærte til å forlate disse henrivende
brever som stadig vedblev å komme. Hvorfor blev det for-
resten så mange av dem? De første var de kjæreste. Naturligvis
var de allesammen som små roser til hans hjærte, men de blev
så altfor lite sjældne.
En aften lot han den skjønnes brev ligge uåpnet helt til
næste morgen. Tænk at han ikke længer åpnet det straks, med
skjælvende fingrer! Han læste det også i ro og mak om morg-
ningen, klædte sig så på og gik ned.
I spisesalen traf han en reiseklædt dame. Hun og hendes
følge var netop kommet, hun var kunstnerinde, en skjær pike
på sin første turné, latterfuld, het og brusende i sine stem-
ninger. Hun bevogtedes av sin egen mor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
