Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Oplevede småting - III. Et spøkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
III
ET SPØKELSE
Flere år av min barndom tilbragte jeg hos min onkel på
præstegården i Nordland. Det var en hård tid for mig, meget
arbeide, megen bank og sjælden eller aldrig en time til lek og
fornøielser. Så strængt som min onkel holdt mig blev det litt
efter litt min eneste glæde å stikke mig bort og være alene; fik
Jeg en sjælden gang en fritime begav jeg mig da ind i skog-
marken eller jeg gik op på kirkegården og vandret om mellem
kors og gravplater, drømte, tænkte og pratet høit med mig selv.
Præstegården lå overmåte vakkert til, like ved havstrømmen
Glimma, en bred og storstenet strøm hvorfra bruset lød nat og
dag, nat og dag. Glimma gik en tid på dagen syd, en anden
nord, alt eftersom det var flod eller fjære sjø; men bestandig
suste dens evige sang og dens vand randt med samme hastværk
avsted sommer og vinter, hvad vei den nu end gik.
Oppe på en bakke lå kirken og kirkegården. Kirken var en
gammel korskirke av træ og kirkegården var uten plantninger
og altid uten blomster på gravene; men like ved stenmuren
pleiet å vokse de frodigste bringebær, en stor og saftig frugt
som stod og suget næring fra de dødes fete muld. Jeg kjendte
hver grav og hver indskrift og jeg oplevet at kors som sattes
op som nye eftersom tiden lidde begyndte å hælde og tilsist
en stormnat styrtet om.
Men var det ikke blomster på gravene så var det om som-
meren et vældig græs over den hele kirkegård. Det var så høit
og så stridt og jeg sat der ofte og lyttet til vinden som suste
i dette forfærdelige hårde græs som rak mig like op på livet.
Så midt i dette sus kunde veirfløien på kirkens tårn svinge
rundt og denne rustne jærnlyd lød jamrende utover hele præste-
gården. Det var som om dette stykke jærn skar tænder mot
noget andet jærn.
Når graveren var i arbeide hadde jeg mangen gang en sam-
tale med ham. Han var en alvorlig mand og smilte sjælden,
men han var meget venlig mot mig og når han stod og kastet
muld op fra graven kunde han ofte varsku mig om at nu måtte
Jeg flytte mig væk, for nu hadde han på spaden et stort lårben
eller en døds grinende pandeskalle.
Jeg fandt ofte på gravene knokler og hårtjavser av lik som
jeg så puttet ned i jorden igjen som graveren hadde lært mig.
Jeg var så vant til dette at jeg ingen uhygge følte ved å støte
på disse menneskerester. Under den ene ende av kirken var en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
