Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - Oplevede småting - III. Et spøkelse - IV. På prærien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
hadde i disse år vundet å smuldre hen, opløse sig til støv og
forene sig med det øvrige støv som den var blit skilt fra — Gud
vet det.
Manden lukket igjen sin mund mens jeg stod i døren endnu,
vendte sig om og gik ned trappen hvor han forsvandt dypt
nede.
Siden har jeg aldrig set ham. Og det er nu gåt mange Her-
Penstlrn i
— Denne mand, dette rødskjæggete bud fra dødens land, har
ved al den ubeskrivelige uhygge han førte ind i mit barndoms-
liv gjort mig meget ondt. Jeg har hat mere end en vision siden,
mere end et sælsomt sammenstøt med uforklarligheter; men
intet har grepet mig så stærkt som dette.
Og dog har han kanske ikke gjort mig bare skade. Dette har
ofte faldt mig ind. Jeg kunde tænke mig at han var en av de
første årsaker til at jeg lærte å bite tænderne sammen og gjøre
mig hård. I mit senere liv har jeg nu og da fåt bruk for dette.
IV
PÅ PRÆRIEN
Hele sommeren 1887 arbeidet jeg på en sektion av Dal-
rumples umåtelige farm i den Røde Flods dal i Amerika. For-
uten mig var det to andre nordmænd, en svenske, ti, tolv irlæn-
dere og nogen amerikanere. Vi var vel en tyve mand alt ialt på
vor lille sektion — en brøkdel bare av den hele farms hundre-
der av arbeidere.
Prærien lå grøngul og uendelig som et hav. Intet hus sås
med undtakelse av vore egne stalder og soveskur midt på præ-
rien; intet træ, ingen busk vokste der, bare hvete og græs så
langt øiet kunde se. Det var heller ingen blomster, bare nu og
da kunde man støte på inde i hveten de gule kvaster av den
vilde sennep, præriens eneste blomst. Denne vækst var for-
budt ved lov; vi rykket den op med rot, kjørte den hjem, tør-
ket og brændte den.
Og ingen fugler fløi, intet andet liv sås end hvetens bølging
i vinden og al den lyd vi hørte var de evige skrik fra græs-
hoppernes millioner, — præriens eneste sang.
Vi vansmægtet efter en skygge. Når matvognen kom ut til
os om middagen la vi os på maven under den og hestene for
å få litt skygge mens vi rev maten i os. Solen var ofte hård.
Vi gik i hat, skjorte, bukse og sko, det var alt, og mindre
kunde det ikke være, for så brændte vi op. Kom for eksempel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
