Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sværmere (1904) - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
nøie med offer og rettigheter til enhver tid, men tværtimot
række de fattige litt. Man var i stor spænding. Det hadde møtt
op både av præstens medhjælpere og andre fiskere, de gik nede
ved båtnaustene i sine store støvler og skrådde tobak og spyttet
og talte sammen.
Nu kom endelig store Rolandsen sagte nedover veien, han
hadde sluppet Olga, og jomfru van Loos forlot sit vindu i kjøk-
kenet. Hun skulde huske ham for det til senere: det var ikke så
sjælden hun måtte ha opgjør med Ove Rolandsen. Hun var av
hollandsk oprindelse, talte bergensk og var så tungerap at hen-
des egen forlovede hadde været nødsaket til å sætte på hende
utnavnet jomfru Fan los. I det hele tat var store Rolandsen en
såre vittig og uvorren mand.
Hvor skulde han hen nu? Var det hans ganske mærkelige agt
å motta præstefolkene? Han var vel ikke mere ædru nu end han
ofte var, han kom der med en knoppet seljekvist i knaphullet
og med hatten litt påskrå, således vilde han møte op! Med-
hjælperne nede ved naustene hadde helst set at han ikke var
kommet 1 denne stund, i denne vigtige stund.
Gik det nu også godt an å se ut som han gjorde? Hans store
næse var altfor ubeskeden for hans ringe embede i, livet; men
dertil kom at han hele vinteren igjennem lot håret stå, så han
blev mere og mere kunstnerisk på hodet. Hans forlovede sa for
å hævne sig at han så ut som en maler som var endt som foto-
graf. Han var nu fire og tredive år, student og ungkar; han
spilte gitar og sang med dyp røst bygdens viser og lo så tårerne
trillet hvor de var rørende. Så storartet vilde han være. Han
var stationens bestyrer og hadde været her på samme sted i ti
år. Rolandsen var høi og stærkbygget og var ikke nøie på et
slagsmål når leiligheten dertil var gunstig.
Nu gir det et rykk i lille Ferdinand. Han ser fra sit takvindu
stævnet av handelsmand Macks hvite husbåt ile om næsset; i
næste øieblik har han tat trapperne i tre forvågne spring og
ropte ind i kjøkkenet: Nu er de her!
Kors, er de her nu! utbryter pikerne forfjamset. Men hus-
Jomfruen taper ikke fatningen, hun har været her også i den
forrige præstefamiljes tid og kan sine ting på dette sted, dygtig
og praktisk som hun er. Kaffen over! sier hun bare.
Lille Ferdinand springer videre med sin nyhet til drængene.
De kaster hvad de har i hænderne, skifter i hast på sig søndags-
trøien og skynder sig ned til naustene for å være belfjælpelige.
Det var nu ialt ti mand til å ta imot de fremmede.
Goddag, sier præsten fra bakrummet og smiler litt og tar sin
bløte hat av. Og alle mand på land blotter ærbødig hoderne og
EE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
