Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Udi søden sommer. En bitte liten roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
Den bøffel — han var bare forretning. Han feilet ingenting
og den frække sandhet var at han sov og spiste grovt og hadde
kræfter i overflod. En dag sa generalkonsulinden: Ut med denne
hr. Anderson!
Men fru Milde visste godt hvorfor generalkonsulinden nu
forlangte Anderson utkastet: han hadde ikke påskjønnet hen-
des naragtige blidhet mot ham. En aften hadde generalkonsul-
inden sittet og sværmet alene i mørket i haven og hr. Anderson
var kommet forbi. Hun ropte ham an og kaldte ham direktør,
ja hun slog endog på at han var så sund og stærk at hendes
nerver beroligedes når hun så ham.
Jaså, sa Anderson.
Og tænk jeg tror Deres favn er lodden, hahaha, sa general-
konsulinden. Kom nu og hold mig litt med selskap.
Det er for mørkt, svarte han.
Ja, men lat os bare ikke gå ind i alt det lys.
Jo ser De, jeg har erfaring for at jeg ser bedre i lys end i
mørke, sa Anderson.
En stivnakke var han. Og det var en utbredt mening at han
heller ikke elsket naturen; man hadde set ham stå og betragte
havet med ganske tørre øine. Løven Oxenstand forsøkte en
dag å ha ham tilbedste; men der kom han ingen vegne. Det
var i almindelighet ganske lystig å høre på agentens svar. Den
unge fru Trampe, skjønheten, spurte ham engang tværs over
bordet:
De er altså ikke gift?
Nei, svarte han. Men jeg har jo ikke været helt uten mot-
gang allikevel ....
Så var det at den nye dame skulde komme.
Det indløp telegram fra nabolandet om plass i pensionatet
for en dame. Der stod at det kunde gjærne være et lite værelse,
men det måtte-i ethvert tilfælde ligge i stueetagen. Værtinden
svarte at ja hun hadde plass.
Alle pensionatets gjæster gik nu og ventet på damen. Hvor-
for vilde hun bo i stueetagen? Var hun halt? De unge fruer
i deres ægteskaps tredje eller fjerde år skulde intet ha imot
om damen simpelthen ingen skjønhet var. Løven Oxenstand
sa: Jo lat hende bare være smuk; hun kan allikevel ikke måle
sig med Dem, fru Trampe.
To dager efter kom hun. Hendes kusk kjørte i skarpt trav
like til pensionatets indgang og holdt an i et nu. Damen steg
ut. Spillet stanset pludselig på tennisplassen, alle så på damen.
Hun hadde en stor hat og rigtig fine klær på og da hun steg
ut kunde enhver se hvor ung hun var.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
