Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - III. Kirkegård og dervisj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
III
KIRKEGÅRD OG DERVISJ
Vi reiser over Bosporus på færge. Vi har snikt os hitned på
egen hånd for å undgå føreren. Lat ham nu bare gå og lete
efter os deroppe på broen! tænker vi og er glade og undslupne;
vi gir også en god dag i hans dervisjer!
Vi tænker os over til det hellige sted Eyrub som vi har læst
om i mange år.
Det volder os litt vanskelighet å få løst billetter i luken,
vi kan ikke tale og ikke tælle penger, vi kan ikke uttrykkelig
si at det er to billetter vi ønsker. Det tar lang tid å ekspedere
os, vi hæfter manden bort, og bak os står en folkemasse som
venter i trængsel og klemme på å komme til; vi ser dog ikke
et eneste misfornøiet blik imot os. Så tilslut har vi en grøn
papirlap hver i hånden og følger strømmen ned til færgen.
Det er stille eftermiddag. En endeløs vrimmel av båter og
smådampere og fartøier omgir os; her som i andre sjøstæder
er det smågutter i skjorteærmer som er ute å r0- Herrer
joller som vrikkes, her er kanoagtige farkoster av en uhyre
længde, nogen er pragtbåter, kaiker, med høie, forgyldte snuter.
I kaikerne sitter herskaper, tilslørte kvinder, og de roes av
eunuker. Min reisefælle vifter til kvinderne og de vifter til-
bake. De ligger i båten på puter, med hoderne ut over ripen.
De er fantastisk klædte.
Ombord i færgen er alle Levantens racer å se. Kvinder blan-
der sig med mænd; børn, halvvoksne småpiker kan ha de
vidunderligste ansigter. Da færgen begynder å gå og det blir
træk ombord blåser nogen skjønne kvinders slør langt tilside;
men det vises ingen overdreven hast med å få dem berget
ind igjen. Og trækken blir likesom værre og værre ombord og
flere og flere skjønheter blir synlige for alverden. Vi kjender
knepet igjen fra Østen. En gammel kvinde sitter med ansigtet
ret imot trækken: jo stærkere det blåser des tættere vil da
sløret klæbe til. Men en skjønhet — hun vil sætte sig så akkurat
passe påsned.
Og det var i sandhed et syn å se hvor mangen efendi det
var som fik ild i øinene når et slør fløi væk.
Vi kommer iland og finder en vogn.
Eyub! sier jeg.
Det heter Eyub også på tyrkisk; men kusken forstår ikke
min uttale. Jeg gjentar det på en utsøkt måte; men det nytter
ikke. Nu jeg! sier min reisefælle, og også hun sier Eyub. Men
da blev jeg litt skamfuld, hun gjorde det til et helt andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
