Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - VI. Tyrken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
303
VI
TYRKEN
I tre hundrede år har det gåt nedover med tyrken.
Engang var det anderledes. Storsultanen ledet nogen uover-
vindelige horder, han trampet i gulvet og Europa for sam-
men. Han eiet meget av verden, han talte og «jorden blev
stille», han stod i Wien. Vore oldeforældre skalv for ham. Et
og andet tappert folk gjorde motstand, en konge slog i sit
hjemlige bord og var kar for sin hat; da storsultanen fik dette
å vite lot han utgå en orkan av ild og jærn. Og jorden blev
stille igjen.
Stambul var verdens midtpunkt og kulturens sæte. Det hadde
god grund å bygge på og allerede romerne hadde opreist pragt-
fulde templer, teatre, paladser, statuer og bade her, senere svul-
met staden mere og mere op av de skatter og kostbarheter som
medbragtes fra Grækenland, Italien og Ægypten under seir-
rige krige; kunstnere og lærde søkte hit fra Centralasien, fra
Indien, fra Ægypten og Arabien; det grundedes høiskoler,
museer, biblioteker, byggedes moskéer, mausoleer, fontæner,
overbyggede bueganger, gallerier, tårne. Og ustanselig bragte
kamelkaravaner fra Østen nye herligheter ind over Stambul.
Og sultanen bodde i sit skjønne serail og hørte ikke nei fra
alverden.
Da var det tider i Stambull!
Stundom hændte det at denne uhyre magt blev større end
herskeren kunde bære. Den forfærdelige storhet han stod i
trykket ham til jorden, han så sig omkring og han så at det
drev redningsløst til almagt, — da vendte herskeren om. Og
han utstedte befaling om at ingen skulde tale til ham og ingen
følge efter ham. Hvor gik han hen? Ned i sin have for å åpne sit
hjærte for Allah, bort til dervisjerne for å nedværdige sin høi-
het i dans, op til bergene, til avsides klostre, og fik hårskjorter
på og fastet i dager og nætter skjønt han eiet så meget av
verden.
Så forandret tiderne sig, Tyrkiets almagt trykket ingen sultan
mere. Fra det syttende århundrede går det nedover, det frygte-
lige krigerfolk hensank i drømme. Men endnu var Tyrkiet et
av de mægtigste keiserriker på jorden. Det skulde komme den
dag da barbarmagterne kunde knipse til sultanen av Tyrkiet,
denne potentat som ingen frygtet mere, men alle utnyttet, en
hersker over almagten. Så forfaldt kunsten og lærdomslivet i
Stambul, bygværkerne smuldret og sultanen av Tyrkiet sat i sit
skjønne serail som «den syke mand».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
