Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Under høststjærnen (1906) - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
Vi spiser i taushet. Jeg sitter på en liten bænk ved døren
og har min tallærken stående ved siden av mig på bænken;
fruen sitter ved bordet og ser næsten hele tiden ut av vinduet
og får ingen mat ned. Nu og da taler hun et ord med konen,
nu og da kaster hun et blik på min tallærken om den ikke er
tom. Den lille stue er så trang, det er ikke mere end to skridt
fra mig til vinduet, så vi allikevel sitter sammen.
Da kaffen kommer får jeg ikke plass til koppen på bænke-
enden, men sitter og holder den i hånden. Da vender fruen
hele ansigtet rolig mot mig og sier med nedslagne øine:
Her er jo plass.
Jeg hører mit hjærte banke høit, jeg mumler noget:
Tak, det går utmærket .... Jeg vil helst ....
Det er ikke tvil om at hun er urolig, hun er angst for mig
at jeg skal si noget, gjøre noget; hun sitter atter med bortvendt
ansigt, men jeg ser at hendes bryst går tungt. Vær dog rolig,
tænker jeg, det skal ikke komme et ord av min elendige mund!
Jeg skulde sætte den tomme tallærken og kop tilbake på
bordet, men jeg er rædd for å ængste hende når jeg kommer,
for hun sitter stadig med bortvendt ansigt. Jeg larmer litt
med koppen for å gjøre hende opmærksom, bringer sakerne
og takker.
Hun forsøker å anslå sin husmortone:
Vil De ikke ha mere? Jeg forstår ikke ....
Nei tusen tak .... Skal jeg pakke ind? Men jeg kan vel ikke.
Jeg kom til å se på mine hænder, i den varme stue var
de svulmet skrækkelig op og var blit uformelige og tunge, så
jeg kunde vel ikke pakke ind. Hun mærket hvad jeg tænkte
på, så først på mine hænder, derpå bortover gulvet og sa
mens hun trak på smilet:
Har De ikke votter?
Nei jeg behøver ingen.
Jeg gik tilbake til min plass og ventet på at hun skulde
pakke ind så jeg kunde ta kurven med. Pludselig vender hun
ansigtet mot mig igjen og spurte fremdeles uten å se op:
Hvor er De ifra?
Fra Nordland.
Pause.
Jeg våget å spørre tilbake:
Har fruen været der?
Ja i min barndom. Å
I det samme så hun på sit ur som for å avskjære mig for
å spørre om mere og samtidig minde mig om tiden.
Jeg reiste mig straks og gik ut til hestene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
