Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Så hadde jeg gjort rent bord. Rosa forstod alt, hun så på
mig med venlige øine, men rystet atter på hodet.
Var det så galt? spurte jeg.
Ja, De må jo ikke være glad i mig, vet De, svarte hun.
Nei, sa jeg i min nød, jeg hadde det også bedre før.
Rosa var så grei og naturlig, hun gik like løs på saken.
Nei naturligvis måtte jeg ikke være glad i hende. Men jeg
var det. Hvorledes tok hun det? Noget stærkt mishag kunde
jeg ikke mærke hos hende, men derimot megen overbærenhet.
Denne overbærenhet var mig ikke behagelig, den gjorde mig
til et barn. Til min glæde viste hun også uro. Så er jeg ikke
bare et barn for hende, tænkte jeg.
Jeg ber Dem ikke engang om å sitte. Det er kanske også
bedst at vi blir stående, sa hun — og satte sig. Litt efter
mærket hun hvad hun hadde gjort, reiste sig smilende og sa:
Har De set slikt! Så tvang hun sig til ro, viste til en stol for
mig og indbydde mig å ta plass: Hvorfor skulde vi ikke sætte
os? Værsågod! Så skal jeg fortælle Dem noget!
Vi satte os begge.
Hun var dypt alvorlig. Hun talte ikke i kast og hvirvel-
vinde, men blindt og forstandig. Og dertil sat hun der med sin
store røde mund og sit avlange blik under de tunge øienlåk.
De har hørt at jeg har været gift før? spurte hun.
Ja.
Ja. Og nu er jeg gift igjen. Min første mand er død. Jeg
er ikke av Deres ungdom og selv om jeg var det så er jeg alt-
så gift. Har De fåt det indtryk at jeg er letsindig?
Nei, nei.
Jeg er i virkeligheten så lite letsindig at jeg endnu ikke er
aldeles ugift med Nikolai som er død. Det er vel slik med os
som skifter, vi løses ikke helt fra den vi skifter os ifra, tro
bare ikke det. Hver eneste tid på dagen blir vi mindet om den
andre; nogen kan ha det stærkere, andre svakere, men ingen
går fri. Man skulde kanske ikke skifte! Hvad Dem angår
da er det så galt, så galt; å det er også så vakkert, men det
er jo så gruelig feilagtig av Dem. Hvor vil De hen? Jeg er
syv år ældre end Dem og jeg er gift. Jeg er ikke av de for-
elskede og om jeg var det skulde jeg heller brænde op end
vise det. De vil kanske minde om at De har set mig ganske
oprådd av kjærlighet? Ak, den kjærlighet gjaldt ikke et hjærte,
men en husbestyrerindeplass. Jeg var en kone på bar bakke;
hadde den bakke været en grøn eng så hadde De ikke fåt
se min opråddhet. Denne kynisme har De selv ikke ondt av
å høre hos mig.
15 — Hamsun: V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
