Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
Ja, men kjære De var ikke alle steder, sa Rosa smilende.
Jo jeg var mange andre steder også.
Og De fandt ingen?
Jo i grunden fandt jeg en. Jeg var ikke ute på frierfærd,
jeg var bare en bygd rundt for å finde en å bli indtat i. Og
et sted sat jeg længe og hadde det godt: hos Edvarda i Torpel-
viken.
Rosa blev sprutrød og sa forarget:
Er De aldeles gal?
Hun var ikke av sten, sa jeg.
Nei men. Nei av sten. Jaja, hver sin smak!
Jo Munken Vendt hadde ret, jeg sandet hans ord: allerede
den første dag da jeg møtte ham i skogen hadde han sagt:
Elsker du forgjæves? Det er det råd for: du skal bare hvile
dine øine litt på en «uværdig»! Så skal du sel Da kommer
den første imot dig, ind til dig, ja for hun tåler ikke at du
kaster dig bort, hun vil redde dig, hente dig op fra dypet. En
skikkelig kvinde står fuld av blind fiendtlighet overfor en
uskikkelig, sa Munken Vendt, hun kan gå så vidt at hun ofrer
sig selv for å frelse dig fra en anden; Munken Vendt hadde
oplevet det i sit eget liv og den store fru Iselin på Os gård
var eksemplet. Å Munken Vendt var en overordentlig dreven
person.
Hvad så? Jeg hadde ikke Munken Vendts natur og kom
også nu tilkort. Rosa gav sig noget å bestille, men jeg så at
hun var forarget og gjorde unødig arbeide ved å tørke støv av
klaveret gang på gang. Det går godt! tænkte jeg.
Så vilde jeg puste til ilden og tale mere om Edvarda i Torpel-
viken: at hun virkelig ikke var av sten, at hun hadde takket
mig for besøket; men allerede var Rosa blit likegyldig og tørket
ikke klaveret flere ganger, hun satte sig ned.
Ja tænk, det var så at jeg befandt mig vel hos Edvarda i
Torpelviken, sa jeg.
Nå, jaja, Gudskelov for det! svarte Rosa. Der ser De, når
De bare kommer litt omkring så — når De får se andre —
Ja De hadde ret. Og hver dag efterpå var jeg oppe på Deres
værelse og så over til hende. Nu husker jeg at da jeg gik sa hun
også velkommen igjen!
Å nu iagttok jeg Rosa som en betler og en dømt. Hun lysnet
over hele ansigtet og glædet sig vel over utsigten til å bli
kvit min plagsomme kjærlighet, hun sa:
Ser De der! Jo jeg kan godt forstå at De blev kjær i hende.
Hun er god og snil; min far sa også at hun var så flink konfir-
mand. Så hun har gode ævner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
