Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
mig selv. Det blev intet langt besøk, ak nei, et kort besøk og en
endelig visshet.
Rosa var frisk og flink, ingen sørgmodighet hadde hun mere.
Hun sa hun kunde ikke forstå hvor jeg hadde været i al denne
tid; var det barnet som skræmte mig? Kom nu så skal De få se
gutten med en gang!
Jeg fulgte hende ovenpå. Der sat både den gamle stuepike og
Martha. Da de vilde gå sa Rosa: Nei sit stille, vi skal bare se på
prinsen!
Prinsen sov. Det var meget til prins, stor og pen, i hvit kappe;
nu og da krøllet han fingrene litt. Rosa så på ham hele tiden
og la hodet påskakke og så på ham. Jeg sa nogen ord som jeg
trodde høvet og tok barnets hånd et øieblik.
Så gik vi ned igjen.
Ja nu er De vel glad! sa jeg.
Ja nu er jeg glad.
Det gik en liten skygge gjennem min sjæl, ikke av misunnelse,
men av fortrytelse over at Rosa var bare glad. Jeg vet med mig
selv at jeg ønsket hende alt godt, men jeg ønsket hende også
medfølelsen med andre. Å jeg sat vel der og blev såret over
hendes lykke.
Så har De kanske været i Torpelviken siden vi ikke har set
Dem? spurte hun og lo.
Nei sa jeg kort.
Da hun så min fornærmelse blev hun straks alvorlig og vilde
snakke det bort igjen:
Jeg vilde bare ha spurt til de gamle i præstegården. Men de
baler nok bare bra. Ja nu skal far døpe prinsen.
Hvad skal han hete? tvang jeg mig til å si.
Det er ikke bestemt, svarte hun. Min mand ønsker han skal
hete Ferdinand efter Mack; men jeg vet nu ikke.
Jeg mærket mig at hun sa min mand; før hadde hun altid
kaldt ham Benoni, ja før hadde det mere været Arentsen hun
hadde holdt for sin mand. Nei var det misundelse eller ondskap
hos mig? Jeg vilde minde hende om Arentsen og katastrofen
og sa:
Og nu skal De virkelig ikke være rædd for Gilbert lap mere.
Nei, svarte hun og rystet på hodet, jeg bryr mig ikke om ham
mere.
Og heller ikke skal De græmme Dem over ulykken, sa jeg,
over katastrofen.
Hvad for en — å! Nei det vil jeg ikke tænke på. Det er ak-
kurat som om det var for længe siden, for mange år siden.
Da sa jeg:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
