Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Det er naturligivs værd å mindes, men.
Jeg vet ikke, svarte hun. Det er kommet så langt bort. Nei
det var forbi, De hørte jo selv alt han sa. Jeg er bare glad for
at det fik en ende. Jaja, det var jo en altfor sørgelig ende, men.
Nu har jeg bare å være som jeg skal mot mig og mine.
Ikke mere! tænkte jeg. Men her sat nu jeg, og hvor skulde
jeg gjøre av mig? Mindre og mindre blev jeg, tættere og tættere
trak min tanke sig sammen om dette ene menneske. Hvorfor
reiste jeg mig ikke og gik? En forfærdelig håpløshet fik mig til
å glemme alt, jeg hørte at jeg sa noget og at Rosa spurte: Hvad?
Ak ingen bitter og stærk stolthet hadde jeg mere, min usselhet
var en tilstand, men jeg gjorde den til en stilling, ja til en leve-
vei, jeg blev likesom Jens Barnefar når han bad om ben.
Jeg stod herute og så lys i Deres vindu i nat, sa jeg.
Vilde ikke dette hjælpe? Tak mig dog, smil med våte øine!
Rosa fik en rynke over næsen.
Det var vel for barnet De brændte lys. Er han urolig om
natten? sa jeg videre og vikte.
Nei, ånei, svarte Rosa straks. Han skal nu bare ha sin næring,
så sovner han igjen.
Nu kunde jeg reise mig. Det vilde Munken Vendt ha gjort,
det vilde Nikolai Arentsen ha gjort.
Ja ja ja ja jal sukket jeg og sa, og jeg så opover væggene
og op i taket for å late likeglad. Jeg vet sandelig ikke rigtig
hvad jeg skal gjøre til våren, om jeg skal gi mig sammen med
Munken Vendt.
Nå, så blir De ikke på Sirilund? spurte hun.
Nei jeg vet ikke. Det var vel bedst om man lå på tyve favner
vand.
Nei nu skal De ikke være så fortvilet! sa Rosa godsnakkende
og venlig. Stakkar, det er så ondt for Dem, men. Pludselig så
jeg at hun lyttet, skridt lød ovenpå. Der tror jeg prinsen er
våken! sa hun og reiste sig.
Så endelig reiste også jeg mig og rakte hånden frem.
Træffer De min mand så si at han må ikke glemme det jeg
bad ham om, sa Rosa til mig i gangen.
Jeg var forbitret og fra mig selv, jeg svarte:
Det er nu om jeg husker å si det. Men jeg skal prøve.
Nå, jaja, sa Rosa sagtmodig og gik op trappen.
På hjemveien lovet jeg mig selv aldrig å træde indenfor Rosas
dør mere før den siste gang. Jeg møtte Hartvigsen og frembar
budet.
Naturligvis har jeg ikke glemt hvad jeg gik ens ærend for,
sa Hartvigsen. Min hustru har nu i flere dager bedt mig om å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
