Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
og deler den i to. Menneskene bor i sine træhuser på sydsiden
og nordsiden av suset og de har visst sit sparsomme utkomme
fra dag til dag. Av de mange børn som passerer broen og går
ærender til butikerne er ingen nakne, det er visst ikke mange av
dem som lider nød og det er alle pene børn. Og her er store
lange småpiker som er det morsomste av alt, muntre og skrang-
lete og optat med hverandre og sin egen lille alverden. Stundom
stanser de på broen og ser på fløterne nede på soppen, så hjæl-
per de dem som haler i tømmeret med å synge: hå, åhå! Og så
fniser de og dytter hverandre i siden.
Men her er ingen fugler.
Det er besynderlig at her ingen fugler er. I stille kvælder i
solnedgangen ligger hele den utbyggede dam med dyp og urør-
lig flate, myg og fivrel sværmer på den og trærne på bredden
speiler sig i den, men det er ingen fugl i trærne. Det kommer
kanske av suset fra fossen som overdøver alt, fuglene vantrives
her fordi de ikke kan høre hverandres sang. Og således går det
da til at de eneste vingete væsener her findes er myg og fluer.
Men Gud må vite hvorfor endog sjuren og kråken skyr os så i
vor by.
Enhver småby har sin lille daglige begivenhet som folk møter
op til — for den saks skyld også hver storby som har sin prome-
nade. På Vestlandet er det postskibet. Hvor det er hårdt å leve
på Vestlandet og holde sig borte fra bryggen når postskibet
lægger till Her i denne indlandsby med tre lange mil til sjøen
og bare berg og hauger rundt omkring, her har vi elven. Er
elven vokset eller sunket inat? Stikkes det tømmer fra lænserne
idag? Å hvor vi er interesserte! Vi har rigtignok også en liten
jærnbane, men ved den er det ikke stor stas, den ender her, den
går så langt som den kan komme og stanser så som en kork i
en flaske. Og dens bitte små vogner er så hyggelige, men folk
er undselige over dem, de er så latterlig gamle og forkrøplet, ja
man kan ikke sitte opret med hatten på i dem.
Men her er sandelig også torv og kirke og skoler og post-
hus. Og her er sag og træsliperi oppe ved elven. Men hvad
kjøpmandsforretninger angår da er her utrolig mange.
Vi har så meget. Jeg er fremmed her — som jeg er fremmed
alle steder —, men jeg kunde regne op en mængde ting som vi
har foruten elven. Var byen engang et stort sted? Nei den har
været liten i halvtredje hundrede år. Men her var jo engang en
større over alle de andre små, en herre som ridde med tjener,
en jorddrot, — nu er vi alle like. Det skulde da være at vi ikke
er like med ingeniør Lassen, denne fløtningsinspektør på et
par og tyve år som har råd til to værelser i sit hotel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
