Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En vandrer spiller med sordin (1909) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
Jeg har intet å gjøre, jeg griper mig i å fundere over føl-
ende:
å Her står et stort hus, omkring to hundrede år gammelt, mata-
doren Ole Olsen ’Tures hus. Det er umåtelig i sin størrelse, det
er på to etager og fylder med langsiden et kvartal; nu brukes
det til depot. Dengang dette hus blev bygget var det kjæmpe-
tømmer nok i disse egne, tre stokker danner mandshøide, de er
fulde av malm, av jærn, de er ikke til å hugge i. Og indvendig i
bygningen er det saler og celler som i en borg. Her regjerte den
store Ture på fyrstevis.
Det kom andre tider, husene blev ikke bare store og ikke
bare til å bo i for kulde og regn, men også til å glæde sig over
når man så på dem. På den andre siden av elven står en gam-
mel arkaistisk bygning med vel avveiet empire veranda med
søiler og fronton. Den er ikke feilfri, men den er skjøn allike-
vel og den er som et hvitt tempel imot den grønne ås. Endnu
et hus har jeg set og stanset ved, det står ved torvet. Dets
dobbeltdør til gaten har gamle vridere og utskårne rococo
speile, men rammen om disse speile er kanneleret i Louis XVI
stil. På kartouchen ovenover døren står årstallet 1795 med
araberzifre, — da var overgangstiden kommet hit! Det har da
engang været folk i den lille by som har fulgt godt med, uten
telegraf og damp.
Men senere bygget man huser for sne og regns skyld og for
intet andet. De var ikke store og de var ikke skjønne. Det gjaldt
om på sveitsisk vis å skaffe bolet til kone og børn, andet gjaldt
det ikke om. Og vi lærte av dette lille skittfolk opi Alperne som,
i hele sin historie aldrig har været noget og aldrig frembragt
noget, vi lærte å blåse i hvorledes en menneskebolig så ut for
øiet når den bare blev tat god av omtatrende turister. Hvorfor
skal det være litt tempelskjønhet og ro over den hvite bygning
ved åsen? Og hvorfor står det store, store hus fra Ole Olsen
Tures dager endnu urevet? Det kunde bli til tyve menneskebol.
Nedover er det gåt, tilbunds er det gåt. Og nu glæder sko-
makerne sig — ikke fordi vi alle er blit like store, men fordi vi
alle er like små. Vi derom!
Den lange bro er så god å gå på fordi den har plankebro-
lægning og er jævn som et gulv, ja her kan alle unge damer gå
pent. Broen er også lys og fri til siderne så den er det bedste
utsigtssted for os nysgjærrige.
Der nede på soppen stiger det rop op til os fra fløterne, de
maser med å løse dette tømmer som har sat sig fast på berg og
stener i elven. Stok efter stok kommer drivende ovenfra og slut-
ter sig til de stokker som alt har stanset, soppen vokser, vokser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
