Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
undskyld, det måtte De i så tilfælde fortjene. Men De kom som
før, kom altid hver gang som før. Kommer jeg til uleilighet
igjen? sa De; men det holdt De for aldeles utrolig. De blev
ærgerlig når det viste sig at De virkelig kom til uleilighet. Jeg
kunde være optat med noget, jeg kunde sitte og skrive litt i en
liten bok jeg har, jeg kunde sitte om sommernatten og male, —
så skulde jeg ikke tænke på noget andet i verden end å ha alting
i orden for Dem? Hvorfor det? Jeg var virkelig ikke vant til
slike opofrelser, jeg kom fra et stort hjem og visste ikke av å
holde mig rede for nogen. Og hvad vilde forresten De sagt om
jeg kom og forstyrret Dem med Deres evige bøker sent og tidlig?
Slik var det. Jeg ser De sitter og smiler, så alt jeg har sagt er
naturligvis ravgalt for Dem. Men slik var det.
Jeg skal ikke smile. |
Skal De ikke smile? Så gjør De nok noget andet for å be-
skjemme mig, det kommer ut på ett. Å Herregud, vi skulde
ikke — jeg mener det var visst ilde at jeg kom hit!
Ophold.
De tier? Det betyr vel også noget.
Ønsker De at jeg skal tale?
Nei, ikke tale, det blir bare ordstrid igjen. Nei, men jeg
tænkte at De kunde si noget, nogen ord, De kunde berolige
mig. Findes ikke trøst i Deres hode? Jeg vet ikke hvorfor
vi hele tiden skal være så uenige, jeg så aldrig andet end
enige ægtefolk på min reise. Og nu har jeg jo budt forlik og
rakt Dem min hånd, kunde De ikke påskjønne det? Jeg vilde
få det litt naturligere mellem os, to ganger, bedt Dem, grått —
Enten han nu hadde fundet et og andet av fornuft i hendes
forklaring eller han var træt av strid så svarte løitnanten bare:
Det er forsent, Adelheid.
Ja det har De besluttet Dem til, den og den dato. Jeg visste
ingenting om det da De kom sist, De kunde ha sagt at det var
siste gang, De kunde ha varslet mig. Hvorfor varslet De mig
ikke? For så vilde jeg ha vendt om, jeg vilde ha betænkt
mig straks og bedt om forlatelse. Men nei, De bare tiet. De
sa til Dem selv at det var siste gang, men til mig sa De det
ikke.
Å det var ikke rigtig av Dem, langtfra ikke rigtig!
De har så ofte sagt at De kjendte mig?
Ja. Jo. Men jeg trodde ikke det var siste gang, det var en
overraskelse.
Løitnanten betænkte sig vel og længe og sa — talte med
almindelige og beherskede ord og sa:
For ikke å gjøre det til et mere pinlig opgjør end det alt er:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
