Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
så gik hr. Lassen i ydmyghet op i sine forældres stue og fik mat
der.
Der sat han nu igjen, gutten Lars, anneksets velsignelse og
vidunder. Hans småsøsken var blit større, morn mere grå, men
farn han var den samme rødskjæggede hardhaus og Julius var
en mand.
Nu kommer det an på om du vinn å spise av det slaget vi har,
sa morn.
Åjo tak, det er ferskt kjøt, ser jeg, og det er ferskt jeg
skal ha.
Vi slagtet en gjeit, sa morn.
Han var fin og la lommetørklædet under haken og tok brødet
til sig med gaffel; Julius sa sagte til sig selv at det var fan! sa
han. Forresten så rømte de nu litt efter litt stuen allesammen
for at Lars kunde få være i fred; de små søsken som ikke hadde
bedre vet end å bli stående borti kroken blev kaldt ut av farn.
Se, farn var overvældet idag, han var næsten stum av høitide-
lighet, dertil kom at han skyldte sønnen å vise hvor prækenen
hadde stemt ham til eftertanke, også derfor var han stum. Men
Julius, den kjæltringen, den synderen han listet sig sandelig op
på loftet hvor han på forhånd hadde gjort sig et kikhul i gulvet
og lå der og iagttok brorn nede i stuen. Se, hvor han bærer sig
ad! Optuktelsen er jo borte hos han Lars, han skynder sig så,
han æter overvættes, æter grovt, blindt, sviner sig til, drypper
fett omkring sig. Og han hastet med gjærningen som om det
gjaldt å få mest mulig i sig før nogen kom på ham. Julius synes
vel at efter dette er ikke brorn blit finere end at han kan tale
med ham. i
Da præsten har spist lægger han sig på forældrenes seng og
sover. Da han har sovet går morn ind til ham med kaffe. Præs-
ten er vederkvæget nu, han gjæsper godt og takker morn for kaf-
fen, han tar ned fra hylden under bjælken de to gamle, kjendte
bøker som stuen eier, en postil og en «Menneskets hjærtes speil»
som farn i sin tid har kjøpt hjem med sig fra Lofoten.
Så kommer de andre ind til ham igjen, en i senn, og de små
kommer ind og Daverdana kommer også ind tilslut. Præsten ser
ikke og hører ikke, han gransker i bøkerne. Han Lars og bøker!
Og slik som han kunde blade i en bok, uten å væte på fingeren,
og slik som han kunde holde den i hånden, som om den var en
skat. Hans mor så nu med gjenkjendelse at sønnen var like så
hjemlig skitten på hænderne som før og like så hjemlig skitten
om halsen.
Så river han sig løs og begynder å tale med de andre, han op-
dager Daverdana og spør efter løitnanten.
10 — Hamsun: VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
