Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
veirs. Det så ikke ut for at han agtet å skvætte tilside for
nogen ting nu, så god og sikker følte han sig vel, og når han
møtte folk var det sandelig hans eneste frygt at de ikke skulde
hilse. For det var da ikke han som skulde hilse først: var han
ikke præst? Her gik nu så mange mennesker og somme var
fremmede for ham, det var vel arbeidere hos Holmengrå; han
stirret disse folk imøte ja like til siste øieblik, og stundom drev
han det så vidt at det slet ingen hilsen blev av. Det var nu
heller ikke meningen. Men heller det end at han selv skulde
hilse først.
Sandelig, L. Lassen hadde stof i sig til en stærk kirkens
mand og han vilde nok komme frem. Det var ikke utænkelig
at han med tiden vilde komme til å klappe løitnant Willatz
Holmsen på akslen.
Hvorpå det forresten nok vilde ske noget.
%
Telegrafisten sitter ved sit apparat og mottar. Så kommer
der et iltelegram fra Berlin, det er ikke langt, men så vigtig
at telegrafisten vil selv bringe det, han slår tre prikker og
strek, reiser sig og tar en slurk av en flaske han har stående
i en hylde med forhæng, lukker ulovlig kontoret og går. Han
tar veien op til gården. Han er en stor, svær rugg med svøm-
mende aksler.
Da han aldrig har været her før går han bakveien for å træffe
folk, han spør en pike efter løitnanten, piken kommer ut med
husjomfruen og først på en kraftig begjæring av telegrafisten
blir løitnanten hentet.
Han så ut til å være ytterst forundret og spurte om ikke
nogen av hans folk kunde kvittere for et telegram.
Jo det kan de. Det er ikke det. Jeg vilde bare forberede løit-
nanten på at det er et meget vigtig telegram.
Løitnanten vil straks rive det op og læse det, men telegrafis-
ten avværger det og sier:
Vent litt, tak det i små skift. Det er ikke noget glædelig
telegram.
Under almindelige omstændigheter vilde vel Iøitnanten ha
drevet til manden, nu holdt han forbløffet inde og så på
ham. Han kjendte ham såvidt fra telegrafkontoret, det var
en tjenstvillig og elskværdig kar, han hette Bårdsen. Det at
han kom nu og simpelthen optrådte latterlig konfunderte løit-
nanten, hvad kanske også var telegrafistens hensigt. Da løit-
nanten endelig fik åpnet telegrammet og læst det gjorde det
til å begynde med bare et dæmpet indtryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
