Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Børn av tiden (1913) - XVII - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
tænkt å berøre det idag, men jeg kan kanske nævne det for
min store panthaver: jeg bor meget på teglværket ja, jeg ældes
også, og av den grund vil De kanske træffe en anden ordning
med driften av Segelfoss?
Så? Nei det lot til å overraske hr. Holmengrå meget — kan-
ske overrasket det ham i virkeligheten ikke. Det faldt føl-
gende ord mellem dem:
Skal jeg overtake gården?
Den er ikke min længer.
Jeg kan ikke drive den.
Jeg kan efter ævne vedbli å drive den indtil videre.
Dette var hr. Holmengrå meget taknemmelig for — kanske
var han ikke taknemmelig.
Da løitnanten gik hjem tænkte han og nikket: Forgjæves!
Hvad er nu å gjøre? Nei denne vandring til brukseieren idag
angret han på: det vilde også ha været for let å komme ut
av klemmen på denne måten. Man skal ikke gå ut fra at livet
er let, så blir man mindre irettesat av det.
Samme brukseier var det forresten intet å si på, han hadde
visst råd så ofte og vist vilje så tit, nu var han. selv rammet
av motgang.
XVIII
Det var intet usædvanlig å se. på løitnanten, men det var
sikkert onde dager for ham. Han blev så flittig, han gjen-
optok gravingen efter jord til blomsterpotterne i drivhuset,
det var som om han ønsket å gjøre meget for sine blomster,
men at han ikke kunde finde jord god nok på noget optænke-
lig sted. Det gik flere dager før han opgav det.
Han hadde telegraferet til sin søn at selvfølgelig var det
ret handlet og pengene sendes. Og selvfølgelig måtte pengene
skaffes tilveie om han så blev nødd til å reise til Trondhjem
med sølvtøiet. Det fortvilede og latterlige var at han ikke en-
gang hadde pengene til denne reise mere.
Nogen hver vilde ha sunket sammen nu og blit avfældig,
løitnanten bare hærdedes; han begyndte med stok fordi han
i det hele tat var begyndt å gå tilfots, det var det hele. Denne
stok hadde ståt igjen efter hans far, den fine herre, og den
var med guldknap og med silkesnor i til å hænge om hånd-
leddet, den klædte løitnanten og gjorde ham langtfra ringere.
En dag så møtte han distriktslægen og sakføreren på veien,
de hilste begge til den dypt hjemsøkte mand, doktor Muus
hilste også fordi han var dannet. Se, der gik nu denne for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
