Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Segelfoss by (1915) - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
|
|
415
like til streberen sakfører Rasch. Præsten lot likegyldig over
den underlig servile stubb korrektur han holdt i hånden, men
i hjærtet var han glad: den berømte geistlige var kommet til
Segelfoss, stod det, og var tat ind på Larsens hotel.
.De kan føie til at jeg er på en videnskapelig reise op til Fin-
marken, sa han til redaktøren. Og mit bibliotek er opgit til et
å to tusen bind — det er i virkeligheten nærmere tre tusen
bind og øker stadig. Vær så snil å rette det!
Javisst var det gåt himmelsk. Nu var det bare sjura igjen!
tænkte han med et smil. Han hadde ikke hjærte til å refse sine
pårørende mere, han gik hjem til hotellet og var god mot alle.
Farn spurte: Hvad sa han Holmengrå? — Hvad han sa? Han
var ikke uvenlig mot mig naturligvis. — Nei han måtte bare ha
prøvet! truet Lars Manuelsen. For så skulde jeg ha spurt ham
hvad han vilde ho Daverdana. |
Sønnen hørte ikke eller vilde ikke høre, han var rolig og
mild. Nogen Segelfoss unger stod og la næsen ind til vinduerne
og Lars Manuelsen hotet dem væk. Lat dem stå, sa præsten
Lassen. Disse små vil kanske huske senere i livet at de har set
mig med sine egne øine!
Hja! sa morn og vagget overvældet med hodet.
I de nærmeste dager fik han en anmodning fra sognepræsten
om å præke — det hadde høvd bedre om præsten Landmarck
var kommet selv istedetfor å sende en medhjælper, tænkte
præsten Lassen — og en anmodning om å avlægge den syke
Per på Bua et besøk. Per på Bua? tænkte han vel da, den mand
har jeg forgjæves prøvet å påvirke en gang før i tiden, men jeg
tør ikke undslå mig idag av den grund!
Per på Bua var visst færdig. Han var ikke længer maroder,
han var for alvor begyndt å dø. Men døden var uvelkommen,
han vilde ikke vite av den, å han hadde en rotfæstet ulyst til
å dø. Endda lå han tilsengs med vesten på skjønt det lugtet ti
år gammelt av den, endda kunde han bande himmelhøit, men
hans øine fulgte ikke med og var ikke stærke og fulde av for-
gift mere, de var glasne og tomme. Men dø? Det var kommet så
vidt med ham at han alt kjendte jordsmak av vandet skjønt det
var først på vinteren — da gik det likefrem et streif av håp
gjennem ham, det måtte snart bli vår så han kunde komme op
og begynde noget ordentlig igjen! Å men døden forværret ham
tappert og knækket godt på hans sunde helse, han var sort om
øinene og ellers grå i ansigtet.
Vil du ikke ha præsten før du dør? spurte konen.
Gjeita! svarte manden. |
Dette «før du dør» var næsevist og ryggesløst til en syk mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
